Johanneshof Cellars Sauvignon Blanc 2016
New Zealand | Marlborough
Hvidvin | Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 145,-
★★★★★★ | Wineguys
Mange af de spændende producenter i New Zealandske Marlborough har europæiske rødder. En del af dem franske, fordi det var nærliggende for franskmænd at søge nye græsgange i netop dette område, der klimatisk minder en del om det, de kender hjemmefra. Derfor er det også Sauvignon Blanc og Pinot Noir, der fylder mest på markerne her – og de europæiske vintraditioner er til at få øje på, selvom de efterhånden er smeltet sammen med den særlige pioner-ånd, der også kendetegner New Zealandsk vin.
Johanneshof har europæiske aner og inspirationer – men ikke franske. For her er det tyske Edel Everling, der er den kvindelige part af vinhuset, mens Warwick Foley er den mandlige part. Foley er opvokset på gården og var den første til at plante en vinstok i markerne, da han var ganske ung. Siden har han været rundt i Europa og studeret i Tyskland – og mon ikke det har været her, at han og Edel Everling fandt frem til, at de havde nogle interesser og tanker om vinproduktion, som var værd at afprøve på Foleys hjemegn.
Denne Sauvignon Blanc viser i allerhøjeste grad, at det var en god idé. For det er en Sauvignon Blanc af den slags, man husker. Den skiller sig ud – og er alligevel knivskarp og klassisk. Her er mere end bare hyld – for det er ligefør, at der sniger sig en Riesling-agtig snert ind i næsen. Smagsmæssigt er der også endnu mere friskhed, end vi er vant til – importøren beskriver det som noter af havtorn, og det er nok ikke helt skævt. På den måde er det en Sauvignon Blanc, der på samme tid har mere fylde, mere lethed og mere friskhed, end gennemsnittet af denne vintype har. Og det, som gør den så eminent er, at den er perfekt balanceret.
Jeg er overrasket, imponeret – og sådan en lille smule teenage-forelskelses-kulret over denne oplevelse.