Klodset og stram Clos Estrada

Grau i Grau Clos Estrada

Spanien | Penedés
Rødvin | Tempranillo
Normalpris kr. 49,95
★★★★★★ | SPS Wine

Den catalanske producent Grau i Grau har så mange forskellige vine på markedet, at det næsten ikke er til at holde styr på dem alle. Nogle af vinene er enormt spændende til en fornuftig pris – men det giver næsten sig selv, at der også må være enkelte forbiere. For i denne Tempranillo-vin fornemmer man hurtigt, at det er en af de vine, der er skabt på de druer, der ikke helt passede ind i de finere produkter. Der er ikke kælet helt så meget for detaljerne, som i eksempelvis Gratvs-vinen, hvor Tempranilloens af og til lidt bryske stil, bliver blødt op af Merlot-druen. Her er det ren Tempranillo af den slags, der stritter utålmodigt og skævt. Den bedste funktion, denne vin har, er at understrege hvor godt producentens andre vine smager. Den hvide Avrum og de røde Gratvs og Sensvs viser, at Grau i Grau kan skabe flotte vine – derfor er der ikke den store grund til at bruge unødig tid på denne Clos Estrada.