Gevaldig Garnacha fra Godina

Bodegas Morca Godina 2017

Spanien | Campo de Borja
Rødvin | Garnacha
Normalpris kr. 199,95 | Set til kr. 169,- v/ 6 stk.
★★★★★ | Andrup Vin

Der er noget charmerende over de helt små vinbønder, der lader vinstokkene styre showet og blot prøver at fortolke dem bedst muligt. Men de store spillere på markedet kan også skabe store vine med personlighed og særpræg. Juan Gil er en af de helt store i spansk vinproduktion med vingårde i flere forskellige af landets vinregioner, og her anvendes familie-selskabet til at sikre, at der er ro om logistik, produktion, ledelse og økonomi, så der er mulighed for at arbejde endnu mere intensivt med vinstokkene. På Bodegas Morca, som hører under Juan Gil-familien, skabes denne imponerende Garnacha, der er intet mindre end en vildbasse. Det gælder også for 2017-årgangen, der viser Campo de Borja-områdets potentiale til fulde. Her i nærheden af storbyen Zaragoza har Bodegas Morca i årevis skabt store Garnacha-vine, og denne nye årgange skiller sig egentlig ikke ud fra de øvrige. Og det gør dælme ikke noget, for det betyder blot, at det er endnu en årgang med masser af smag, krydderier, sødme og alligevel flot balance. Det er en powervin med masser af smagsnuancer, og det viser Garnacha som den druetype det er – nemlig med potentialt til at skabe komplekse og spændende vine, der er langt mere end blot tyktflydende saft.