Pinot Blanc med skøn elegance

Gustave Lorentz Pinot Blanc Reserve 2017

Frankrig | Alsace
Hvidvin | Pinot Blanc
Normalpris 129,- | Set til kr. 99,95
★★★★★ | Supervin

 

Fra Alsace-producenten Gustave Lorentz har vi her en Pinot Blanc, der er blandt de lettere og mere friske hvidvine. I modsætning til husets sødmefulde hvidvins-varianter, så er dette en udpræget elegant og nuanceret vinoplevelse. Her er masser af plads til friskhed og noterne af lyse frugter som æbler og pærer hører til i den kategori, der passer fremragende til lette og lyse madretter. Det er ikke en vin, der bombarderer dig med fylde og power, men det er en vin, der scorer højt på at ramme en næsten perfekt balance.

Gustave Lorentz har vine over hele smagsspektret. Grundlagt for næsten 200 år siden er vingården blandt de centrale i vinproduktionen i Alsace, og det er primært de traditionelle druesorter, der trækker læsset på de 33 hektar vinmarker. Både Riesling, Gewürztraminer, Pinot Blanc og Pinot Gris er blandt vinhusets spændende druesorter fra markerne, der for halvdelens vedkommende har den fine Grand Cru-betegnelse, men det er også værd at kaste et kig på deres fortryllende Cremant d’Alsace.