Mango del Brujo 2017
Spanien | Calatayud
Rødvin | Garnacha, Shiraz, Mazuelo, Tempranillo
Normalpris kr. 149,- | Set til kr. 100,-
★★★★★★ | D’Wine
Fra El Escoces Volante kommer dette blend af fire forskellige druesorter. Garnacha, Shiraz, Mazuelo og Tempranillo udgør vinen, der har en massiv tilstedeværelse i glasset. Det gælder både den markante kulør, der er mørk med violette og røde noter, og det gælder aromaen, der lover en kraftfuld og krydret oplevelse. Det løfte bliver indfriet i smagen, der dog ikke er så voldsom, at det bliver problematisk. Det er modne, mørke frugter, der smelter sammen i smagens krop, mens de krydrede og lidt vilde nuancer slippes løs i eftersmagen, der har mange spændende lag at byde på. På trods af tyngden er der også en fornuftig friskhed, der sikrer, at der er balance i galskaben. Det er ikke en rødvin for nybegyndere – dertil er der rigeligt kompleksitet til, at alting serveres på smagsløgene. Her skal gøres en god indsats for at finde alle de lækre sammenhænge i smagen, der flyder sammen i sidste ende.