I takt med at de tyske Spätburgunder-rødvine vinder større og større anerkendelse i den store verden, bliver Baden-området også mere og mere eftertragtet. For det er her, at mange af de store Spätburgundere bliver produceret, fordi klimaet er en anelse mildere og mere behageligt, hvilket passer druerne rigtig godt.
Det er dog ikke kun de røde vine, der giver flotte resultater i Baden. Også både Weissburgunder og Chardonnay er med til at løfte niveauet i Baden, der på mange måder står for vine, der kan minde om dem, man finder i Bourgogne.
Med sine mange forskellige jordbundsformer er Baden desuden et område, der giver et meget alsidigt og spændende sortiment af vine fra området omkring Karlsruhe og Stuttgart. Sammen med befolkningen i Baden, der nyder at leve i Tysklands luneste region, er det alt sammen med til at gøre Baden til et aldeles tiltrækkende og charmerende bekendtskab.
Vinene kan opnå en relativt høj koncentration af frugtsmag, ligesom der kan skabes meget sødmefulde vine, da solen i området er med til at sikre en imponerende modning af druerne. De varierede jordbundsforhold gør imidlertid, at vinene stadig har fornemme nuancer, og at der kan være stor forskel på at besøge den ene vinbonde fremfor den anden.
Så hvis du skal opleve tysk vin med store forskelle i stilarter og i et lunt og gæstfrit miljø, så er Baden stedet, du skal tage hen. Hos os i Flaskehalsen er vi ualmindeligt begejstrede for Weingut Wöhrle, men der findes også en lang række andre fortræffelige vingårde, der er værd at besøge.