Første bud på julens rødvine

Det er temmelig firkantet at tale om julevin. Alligevel kaster de fleste vinhandlere om sig med gode bud på ‘Årets Julevin’, og det er selvfølgelig ment som en service til dig som forbruger. Men husk nu på, at ligesom på alle andre tider af året, afhænger den perfekte julevin af, hvad du sætter på bordet.

 

Jeg talte for nylig med en vinproducent fra Frankrig, der præsenterede en flot Meursault fra Bourgogne som den perfekte vin til juletiden. Det skabte ukontrollerbare trækninger i mine panderynker, for det var måske ikke lige det, jeg havde set komme. Hun måtte da også efterfølgende erkende, at hun ikke helt kendte til det danske julebord, og at der gerne er masser af syltede sager og fede flager i den sø af sødme, der omkrandser den salte og saftige menu.

 

Hendes Meursault var forrygende. Men nok bedre egnet til det franske julebord med Foie Gras, små nipserier, en lille snegl og en lækker ost. Hendes umiddelbare reaktion var, at så måtte vi da servere Riesling til julemaden. Og ja, det burde vi faktisk. Men det strider i dén grad imod de fleste traditioner hos traditionelle danske traditionalister.

 

Langt de fleste vil gerne have en fyldig rødvin til julemiddagen – og kan det ikke være sådan, så er der mange, der ser øl som et godt bud. Og det er helt fair – og heldigvis kan der da også findes røde vine, der passer til julemaden. Det er imidlertid vigtigt, at det er en rødvin, der har syren og friskheden til at modstå madens fedme. Den skal have den rette karakter til at stå imod madens syrlige, sødmefulde og salte stil, og så skal den selvfølgelig ramme den smag, som de fleste omkring bordet har.

 

Du gør nok klogt i at have mere end en enkelt type vin klar til den store aften. For hvis du vil fortsætte med at nyde et godt glas vin efter maden, så vil de vintyper, der passer til den danske julemenu, oftest blive for kraftige. For mange peger vine fra Rhone – endda gerne Chateauneuf-du-Pape – eller en passende Bordeaux-vin. Det kan også sagtens være en italiensk vin eller en spansk vin fra Montsant eller Ribera del Duero, ligesom en australsk Shiraz også gerne har den power, der skal til.

 

Hvis du vil følge min helt personlige anbefaling på julens røde vine, så bliver det:

Rodney Strong Alexander Valley Cabernet Sauvignon 2013 til de hyggelige forberedelser
Silvanus Crianza 2016 til julemiddagen – alternativt Epsilon Barossa, hvis du er mere til den fede vinstil
Conte Zardi Il Sapiente Sangiovese Rubicone til de mange hyggetimer efter middagen

 

Her er samlet en række bud på rødvine, der kan være en tanke værd, når vinen til julemiddagen og den efterfølgende gavehygge skal vælges.

 

SPANIEN

 

Silvanus Crianza 2016 Ribera del Duero

I de små hyggelige gader omkring D’Wines butik og bar i Aalborg, er der eftersigende en udbredt enighed om, at i Aalborg drikker man Silvanus til jul. Selvom jeg er sjællandsk født og fynsk bosiddende, så kalder jeg mig gerne nordjyde for en stund. For denne rene Tempranillo fra Ribera del Duero er en absolut perfekt rødvin til julemiddagen. Den slår så markant ud i både fylde, varme, nuancerigdom, friskhed, aroma, sødme og syre, at den har, hvad der skal til, for at modstå den danske julemiddag. Samtidig er det hele så balanceret, at det smelter sammen i munden. Måske kan du finde større vine i den store verden, men hvis budgettet pr. flaske ligger omkring 200,- og du skal finde en vin, der passer perfekt til de kulinariske julestrabadser, så vælg denne. Selv til normalprisen på 219,- er den fremragende – og nogle gange er den tilmed sat ned til 139,-.

Set til kr. 139,- hos Dwine – normalpris 219,- (6*)

 

Celler Masroig Les Sorts Sycar Vinyes Velles 2015 Montsant

Klassisk Montsant, der kommer snigende med al sin saft og sine urtede nuancer. Oplevelsen begynder roligt og afdæmpet, men indtrykkene forstærkes og ender i en dejligt blød finish med en lang og lækker eftersmag.

Set til kr. 220,- v/6 stk. – normalpris 249,- (5*)

 

OVERSØISKE

Rodney Strong Alexander Valley Cabernet Sauvignon 2013, Sonoma

Okay – det her er måske ikke vinen til den traditionelle julemiddag. Men den kan virkelig gøre glæde og gavn i alle andre sammenhænge i højtiden. På Cabernet Sauvignon-druen er den måske mere til den røde steak, men trods sin kraftfulde power er det også en vin, der rummer så meget mørk frugt og blødhed, at den sagtens kan charmere sig ind i den hyggelige julestue. Det er en vin med store flader af bær og frugter, der smyger sig om hinanden i en intens og fremragende balance. Jeg er ærligt talt helt og aldeles vild med den.

Set til kr. 199,75 – normalpris 249,75 hos Skjold Burne (6*)

 

Epsilon 2017 Barossa Valley Australien Shiraz

Blandt de vine, der sagtens kan klare julebordets mange udfordringer, er australske Shiraz-vine. Denne klassiske, fyldige og fede Shiraz har en imponerende dybde og fylde. Der er virkelig knald på smagen, men uden at det går over gevind eller er ude af balance. Masser af mørk frugt og krydderi på den gode måde – og poweren og dybden til, at den både kan modsvare det sure, det søde, det salte og det fede.

Set til kr. 179, hos Propperiet (6*)

 

Plaisir de Merle Cellarmasters Selection 2nd Edition 2017, Paarl, Sydafrika

Selvfølgelig kan sydafrikansk vin også være i spil til juleaften. Dette blend på fem forskellige druesorter er faktisk et godt bud, for med sin mørke frugt og syre/sødme-balance rammer den relativt bredt. Drueblandingen består af Cabernet Sauvignon, Shiraz, Cabernet Franc, Malbec og Petit Verdot, og allerede fra duften er der frugt i lange baner. Balancen er fornem, der er markante krydderier, og til prisen er det altså ganske overbevisende.

Set til kr. 125,- i udvalgte Meny- og Spar-butikker (5*)

 

Thorn-Clarke Shotfire Barossa Shiraz 2016

Her er endnu et rigtig godt bud på en julevin, hvis den skal være oversøisk. Endnu en australsk Shiraz, der kan det der med at komplimentere både det søde, det sure, det salte og det fede. Smagen er blød og krydret på samme tid, og stilen er fedmefuld men alligevel med en vis friskhed. Det smager herligt, og jeg kommer ikke til at brokke mig, hvis denne bliver skænket i mit juleglas.

Set til kr. 149.75 – normalpris 179,75 hos Skjold Burne (5*)

 

Footsteps Zinfandel Reserve Lodi California 2017

Denne amerikanske Zinfandel fra Lodi-egnen i Californien er i første moment ganske let og behagelig. Snart kommer der en massiv vanilla og modne mørkerøde bær, der giver den et umiskendeligt og typisk californisk præg. Den er nem at gå til og har derfor et stort potentiale som charmetrold for dem, der gerne vil have en ukompliceret oplevelse – men for nogle vil den også være lidt for tung, broget og voldsom i sin stil.

Set til kr. 79,- hos Andrup Vin (4*)

 

Beast of Zin, Lodi, Californien

Lodi i Californien er berømt for sine bløde og bamsede vine, og sådan en er dette bæst også. Et bæst, fordi den er kraftfuld, blød og fløjlsagtig – og et bæst, fordi den snyder dig for nogle af de nuancer, der kunne have været i den. For i bestræbelserne på at skabe en vin, der behager vidt og bredt, er der givet køb på nogle af de fine nuancer, som Zinfandel-druen også kan byde på. Det er dog nuancer, der kræver mere af vinmageren, og som derfor oftere havner i dyrere prisklasser end denne, der er nem at drikke, til at betale – men heller ikke så rasende spændende for dem, der gerne vil dykke lidt dybere.

Set til kr. 69,75 hos Skjold Burne – normalpris 119,75 (4*)

 

ITALIEN

 

Conte Zardi Il Sapiente Sangiovese Rubicone 2017

Det her er lidt af en klassiker på de danske vinter-middagsborde. Med sin fløjlsbløde og rare stil, er Il Sapiente imødekommende og nem at gå til. Nogle vil måske finde den en smule uinteressant, fordi den ikke har de store og vilde nuancer, der giver den særpræg og personlighed, men på den anden side er det måske også netop det, der gør den til en meget populær flaske til prisen. For her får du den umiddelbare drikkeglæde på et fint niveau til en flot pris. Den lander på en topkarakter, når prisen tages med i betragtning, for her spilles på alle tangenter, når det skal være ren hygge, velbehag og stadig på et flot niveau.

Set til kr. 59,- hos Andrup Vin (6*)

 

Il Rabdomante Feudi Bizantini 2016 Montepulciano d’Abruzzo

Her har vi altså et rigtig godt bud på en storartet julevin, hvis du er til de helt modne, mørke og sødmefulde vine. Det må de gerne være til den klassiske julemenu, hvis de samtidig har en passende syre og alkohol til at modstå de udfordringer, julemiddagen giver dem. De kvaliteter har denne vin, der er en klassisk solskins-italiener. Den bliver for voldsom, hvis du gemmer et glas til hyggen i stuen efter middagen, men der kan du jo så vælge en anden og mere passende flaske. Det her er en storartet vin, der vil gøre sig fremragende på julebordet.

Set til kr. 179,95 hos Supervin (5*)

 

Pietra Pura Mandus Primitivo di Manduria 2017, Puglia, Italien

Primitivo-vine fra Puglia har ikke det mest prominente ry blandt feinschmeckere, og det skyldes deres mangel på nuance og elegance. Men nogle gange behøver alting altså ikke være så kompliceret, hvis bare det virker. Og sådan er det med denne vin, der også i de tidligere årgange har gjort mig ganske godt tilfreds. For på den ene side er det en klassisk Primitivo med sine søde og bløde frugter, der blander sig med vanilla og en vis fedme. Men den har også sine modspil og krydderier, der gør den en smule mere modstandsdygtig end de uinteressante vine herfra. Det er en klar fordel og et stort skridt i retning af at være en Primitivo, der giver lidt flere nuancer fra sig uden at give køb på det tilgængelige, umiddelbare og ukomplicerede.

Set til kr. 99,75 hos Skjold Burne (5*)

 

Fabiano Valpolicella Ripasso Classico Superiore 2016

Fabiano har skabt en fabelagtig Ripasso. Den er kraftfuld i sin duft, og den har en smag, hvor der er soliditet og power. Det er Ripasso på den klassisk voldsomme måde, men samtidig er der plads til frugtige nuancer, der gør den mere tilgængelig og imødekommende end mange andre Ripassoer. Fabiano har en flot tendens til at lave store powervine, der stadig har en friskhed, der opvejer en del af tyngden, og det er med til at gøre denne Ripasso rigtig interessant.

Set til kr. 125,- hos Skjold Burne (5*)

 

Fiorino Toscana Rosso

De klassiske toscanere er skabt på Sangiovese, mens der findes imponerende vine under betegnelsen Supertoscanere, hvor det er franske druesorter, der driver værket. Her har vi et blend, der består af både Sangiovese og franske druesorter som Merlot og Cabernet Sauvignon, og det er faktisk slet ikke noget dumt blend. For det er en blød og tilgængelig vin, der har masser af frugter og bær i sin tilgængelige og bredt appellerende stil. Den rammer et fint sted midt imellem de gængse toscanere, for her er både plads til den fløjlsagtige bund, der giver en ro og umiddelbarhed, men også til en snert af Sangiovese-druens tørre og saftige kendetegn.

Set i Skjold Burne til normalpris 129,75 – tilbud uge 47 kr 75,- v/2 stk. (5*)

 

Amicone Rosso 2016, Veneto, Italien

Amicone har efterhånden gået sin sejrsgang på mange danske middagsborde. Det er ikke en mirakuløs opvisning i spændende og usædvanlige nuancer, men det er velfungerende til en pris, hvor alle kan være med. Vinen har en mørk duft med masser af fylde, og den er krydret uden at give køb på sin bløde stil. Det er ganske fornuftigt – nogle vil måske finde den lidt for marmeladeagtig – men slet ikke tosset til de tungere madretter.

Set til kr. 69,95 hos Supervin (5*)

 

Cortonesi Leonus Toscana 2018

Der er rigtig skarp konkurrence om at være danskernes foretrukne Toscana-vin i denne prisklasse. Hvilken vin, der trækker flest tilhængere er i og for sig underordnet for den enkelte, for det er din personlige smag, der afgør det. Således er det også min personlige smag, der afgør, at det ikke er denne, der er øverst på mon liste, og det skyldes først og fremmest, at jeg ikke er så vild med den lidt for rigelige kirsebær-agtige tyngde. Det er blødt og strømlinet, men den underliggende bitterhed er jeg ikke så tosset med. Det kan være, at det lige præcis er det, der gør dette til den vin, du foretrækker. Især hvis du er lidt skeptisk overfor de vine, der kan have en tendens til at blive for sødmefulde. Jeg kan ikke sætte en finger på, at denne vin er dårlig eller skidt skabt – det er bare ikke lige min smag.

Set til 99,95 hos Jysk Vin (4*)

 

FRANKRIG

La Bastide Saint Dominique 2017, Cotes du Rhone, Frankrig

Det her er en skøn Rhone-vin til prisen. En vin, der er et godt bud på en juleflaske til en hundredekrone. Den er lidt stram i afrundingen, men det er et fint modspil til den iøvrigt frugtige og saftige stil, der kendetegner vinen indtil da.

Set til kr. 103,- hos Jysk Vin (5*)

 

Domaine de la Janasse Terre d’Argile 2017, Cotes du Rhone

Her er et rigtig flot bud på en rødvin, der kan klare det meste i juletiden. Den har en dejlig blødhed og power, der gør den rar at nyde både for sig selv og sammen med det bugnende julebord. Saftig kant med krydrede nuancer, men uden at det bliver voldsomt eller overdrevet – og så har den en god blød frugt, der charmerer og klæder julemaden.

Set til kr. 139,- hos Jysk Vin (5*)

 

Henri Dubois Grenache Noir Grande Reserve, Frankrig

Her er en vin med en dejlig fylde og kødfuld dybde. Det er ikke oplyst, hvor i Frankrig, den kommer fra, men det smager lunt og rart. Den er fuld af fine krydderier og en mørk stil, der gør den til en lækker størrelse til prisen – og et godt bud til hyggetimerne i julen.

Set til kr. 66,58 i Skjold Burne (5*)

 

Chateau Tour Prignac Medoc 2016, Bordeaux, Frankrig

Her er en relativt blød Medoc. Selvom den har lidt af det klassiske bid i sig, så er det overordnede indtryk relativt blødt, indtil man når den kraftfulde eftersmag, der markerer sig med markante toner. Dog ikke mere, end at vi befinder os i den lidt blidere Bordeaux-afdeling.

Set til kr. 119,95 – i udvalgte Meny- og Spar-butikker (4*)

 

Cru La Maqueline 2016, Bordeaux, Frankrig

En meget nuancerig og spraglet Bordeaux med en violet snert og ret mørk dybde. Jeg savner lidt mere afstemthed og elegance for rigtig at nyde denne vin, der stritter i lidt flere retninger end hvad godt er.

Set til kr. 109,95 i udvalgte Meny- og Spar-butikker (3*)