Mageløse Mosel i mesterklasse

Der er ikke mange steder i Tyskland, der er mere Instagram-venligt og fotogent end Mosel. Floden sniger sig gennem landskabets bjerge og bugtede bakker, og langs floden vokser vinstokkene tæt og i store mængder. Mange af vinstokkene er af Riesling-sorten, og derfor er der en meget tæt forbindelse mellem Mosel-området og Riesling-druen. Også selvom Mosel byder på andre spændende druesorter som Elblinger, Weissburgunder, Grauburgunder og Müller-Thurgau – og selvom Riesling-druen leverer flotte vine i andre dele af verden.

 

Man må dog heller ikke overse udviklingen, der knytter sig til de tyske rødvine, for Spätburgunderen bliver hele tiden mere og mere populær – og mere og mere imponerende at være i selskab med. Så mens Riesling traditionelt er den store drue i området, så er Spätburgunder en meget betydelig del af fremtidens Mosel-ry.

 

Der er dog næppe nogen tvivl om, at Mosel ville have et mere tilbagetrukkent ry, hvis det ikke var for den unikke kobling mellem områdets forudsætninger og Riesling-druens behov. Her skabes nærmest mirakuløse hvidvine, hvilket blandt andet skyldes flodens forløb.

 

For Mosel-floden tager så mange bratte hårnålesving gennem landskabet, at der naturligt nok vil være en masse sydvendte skråninger, hvor druerne kan vokse i deres optimale omgivelser. Det gælder i særdeleshed i den tyske del af flodens forløb, men også i både Luxembourg og Frankrig, hvor Mosel – eller Mosselle – også løber. Faktisk udspringer Mosel-floden i Vogeserne i Frankrig. Herfra sætter den kurs mod Øst og Nord, hvor den ræser gennem Luxembourg og munder ud i Rhinen ved Koblenz i Tyskland.

 

Mosel har i sig selv flere underområder. Områderne, der er anerkendt som de bedste, ligger i Mittelmosel. Her er jorden skiferholdig, og den nok mest berømte by i dette område er Bernkaster-Kues, der ligger ved Mosel-flodens sydøstligste dele. Graach er også en by, der står højt på kendernes foretrukne Mosel-byer, men i store træk er de fleste af byerne leveringsdygtige i fabelagtige vine.

 

I den sydlige del af Mosel finder man områderne Ruwer, Saar, Obermosel og Moseltor. Mod Nord er områderne samlet under navnet Terrassenmosel. For alle områderne gælder det, at der skabes rigtig flotte vine, men at de ikke desto mindre almindeligvis ligger lige under det niveau, der præsteres i Mittelmosel. Saar kan dog løfte sig op på rigtig højt niveau, når høsten er perfekt, men omvendt kan den også dumpe ned under middel, fordi kvaliteten af druerne svinger mere her, end den gør i de andre områder.

 

Riesling-druen er kendetegnet ved, at den kan optræde i alle tænkelige sødmegrader, og at den stort set altid rummer en imponerende balance mellem syre og sødme. Hvis du vil have en tør Riesling, så skal du gå efter ‘Trocken’, mens Halbtrocken eller Feinherb betyder, at vinen kun er halvtør. Endelig kan Riesling også være dessert-sød – og nogle gange enormt sød på en helt særligt smagfuld måde. Det gælder, når vinene er høstet meget sent og er blevet angrebet af ædelråd, der skaber sprækker i drueskindet, så en stor del af vandindholdet i druerne fordamper og dermed skaber en ekstra markant sødme og koncentration.

 

Hold også øje med disse andre betegnelser:

 

Deutscher Qualitätswein
Prädikatswein
Grosses Gewächs (GG)
Kabinett
Spätlese
Auslese
Beerenauslese
Eiswein
Trockenbeerenauslese

 

Deutscher Qualitätswein er den mindst fine vin, der er gennem en kontrol, der kan betragtes som minimal. Prädikatswein er et niveau højere, og det er her, du finder mange af de fineste hvidvinstyper Kabinett, Spätlese, Auslese, Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein. Kabinett er typisk friske vine, mens Spätlese er senthøstede, der både kan være søde og tørre. Auslese er vine, hvor druerne er høstet i meget moden tilstand med en del restsukker og sødme, mens Beerenauslese er åræget af ædelråd, der giver en høj grad af sødme. Trockenbeerenauslese er meget sjældne og er skabt på druer, der er ramt af ædelråd og efterfølgende helt indtørret på vinstokken, inden de høstes. Eiswein er usædvanligt sukkerhold, selvom druerne stadig har et højt indhold af syre. Her er druerne først høstet, efter at frosten er sat ind, så de høstes som frosne druer med en meget koncentreret karakter.

 

Grosses Gewächs kan betragtes som områdets Grand Cru, og her er der tale om højeste kvalitet, hvor druerne modner længe og kommer fra de bedste marker. Det giver forrygende vine med langt lagringspotentiale.

 

HER ER ET PAR BUD PÅ STORARTEDE MOSEL-VINE OVER 150,-

 

Franzen Bremmer Calmont Riesling Fachkaul 2017

Så smukt afstemt med stor, stor eftersmag – der er masser af elegante noter i begyndelsen, men mens man tænker den er lidt tilbageholdende sætter den ind med mere og mere tyngde. Det er lige dele himmelsk og fremragende. Prisen er i den aldeles tunge ende, så man må også kunne forvente et niveau, der lægger sig i kategorien for uforglemmelige vin-oplevelser, men det skal dælme også love for, at den lever op til. Der er så mange elementer og små gemte detaljer i nuancerne, at vinen aldrig stopper med sin gavmildhed, men samtidig formår den at holde en balance, hvor det hele smelter sammen som en forførende helhed af sødme, syre, fedme og lethed. Modne frugter, knivskarpe mineraler og en ordentlig røvfuld wow-effekt.
Set til kr. 549,- hos Mr. Ruby (6*)

 

Franzen Neefer Frauenberg Riesling GG 2017

Sammenlignet med Fachkaul, så er denne vin i kategorien under super-toppen. Men prisen har altså også taget et betragteligt nøk nedad, og derfor er det også mere end acceptabelt. Duften er super lækker – og smagen er forrygende nuanceret. Spillet mellem syre og sødme sidder lige i skabet, og der er nuancer nok til en rigtig lang fordybelsesaften i lænestolen. Grosses Gewächs på et niveau, der på alle tænkelige måder lever op til sit prisskilt.
Set til kr. 279,- hos Mr. Ruby (6*)

 

Franzen Neefer Frauenberg 2017, Spätburgunder, Mosel

Denne vin sniger sig lige under en 200-krone i pris, men så er der altså heller ikke råd til en unødvendig plasticpose at have den i. Det ville også være letsindigt, for det er en vin, du skal knuge ind til dig og passe på som en baby. For selvom vi er i den betalelige ende, så er det her rendyrket klasse. Det er så lækkert i balancen mellem fyldige frugter og friske, lette, lyse bær. Nuancerne smyger sig om hinanden og skaber et usædvanligt elegant smagsbillede, der giver en imponerende introduktion til Spätburgunderens fortræffeligheder.
Set til kr. 199,- hos Mr. Ruby (6*)

 

Nik Weis St. Urbans-Hof Wiltinger Alte Reben 2016, Riesling

Fra Mosel kommer denne meget lyse og klare Riesling, der står smukt i glasset. Smagen er enormt fyldig og med en god syre, der klæder den massive frugt med fersken og andre lyse frugter. Den holder en behersket alkoholprocent på 10 og fremstår generelt meget balanceret og charmerende.
Set til kr. 159,95 hos Vinmonopolet (5*)

 

HER ER EN RÆKKE BUD PÅ SPÆNDENDE MOSEL-VINE UNDER 150,-:

 

Franzen Quarzit Schiefer Riesling 2018

Denne Riesling er en dejlig, fyldig, rund og cremet oplevelse. Den er nem at gå til, og den har en fornuftig syre, der giver en skøn balance til den cremede fylde. Smagen er relativt kraftig og leverer rigtig flot værdi til prisen.
Set til kr. 99,- hos Mr. Ruby (5*)

 

Weingut Heribert Boch 2018 Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg

Her er der masser af smag. En tør og spændstig Riesling med rigtig god saft og balance. Den kommer fra vinstokke, der hører hjemme på Laurentiusberg, og med sin tørre Grosses Gewächs-stil må man nikke anerkendende til det absolut fornuftige forhold mellem pris og kvalitet.
Set til kr. 119,- v/6 flasker – normalpris 159,- hos D’Wine (5*)

 

Gebr. Ludwig Thörnicher Riesling Trocken 2017

Der er noget dejligt og fyldigt over førsteindtrykket fra denne Riesling fra Mosel-området. En skøn intro på en vin, der holder sig i en meget fornuftig prisklasse, og smagsmæssigt formår den at holde balancen imellem at være sprød og ren – og alligevel lang og fyldig. Det gør den til en rigtig fin hvidvin – ikke mindst når prisen tages i betragtning.
Set til kr. 80,- hos Holte Vinlager (5*)

 

Franzen Bremmer Calmont Riesling Kabinett 2018, Tyskland

Rigtig flot Mosel-Riesling af den bløde, blide og sødmefulde slags. Blot 9% alkohol vidner altid om, at der er en del sødme tilbage. Det er der også her, men balancen i denne vin er så fornem, at man på intet tidspunkt fornemmer sødmen som overdreven eller klister-agtig. Det er charmerende og rart.
Set til kr. 149,- hos Mr. Ruby (5*)

 

Franzen Grauen Schiefer 2018

Når vi taler Mosel, så har jeg svært ved at finde et vinhus, der imponerer mig mere end Franzen. Det gælder uanset om vi taler de pris-venlige intro-vine, eller om det gælder de store og dyre varianter. Denne har en enormt skøn balance og elegance – især når prisen tages med i betragtning. Der er masser af frugt, men samtidig er syren på plads, lige hvor den skal være i en drikkevenlig og charmerende Riesling. Franzen er bare blandt favoritterne i Mosel – i alle prisniveauer.
Set til kr. 89,- hos Mr. Ruby (5*)

 

Weingut Heribert Boch Blauer Spätburgunder 2015, Mosel

Jeg har så forbandet svært ved ikke at blive overrumplet af Spätburgunder-druen, hver eneste gang, jeg smager den. En rigtig dejlig rød Mosel, der er både rar, let, lys og frisk, og den har et umiskendeligt præg af hindbær i smagen. Superflot Spätburgunder til en ret fjollet lav pris.
Set til kr. 125,- hos D’Wine (5*)