Vinens store verden

Det er blevet tid til de lidt tungere vine, efterhånden som kulden trænger sig på. Om det skal være Rhone, kraftfulde midt-italienere eller klassisk Amarone, er op til den enkeltes pris- og smags-temperament.

Men hvad er det egentlig, der gør, at der skal ekstra power på vinen, når temperaturen falder og vindhastigheden stiger?

Først og fremmest handler det jo om, at vores madvaner ændrer sig med årstiden. Det gælder både i forhold til tyngden i vores foretrukne menu, men det gælder også i forhold til hvilke råvarer, der er tilgængelige i den enkelte årstid.

Mens foråret og sommeren emmer af friskhed, lethed og sprøde delikatesser, så er vinteren årstid for mere rustik mad. Jagtsæsonen går ind, og der kommer vildtretter på bordet – og det er ikke ligefrem den sprøde nyhentede asparges eller nyopgravede kartoffel, der rammer tallerkenen.

Derfor skal vinen have en vis tyngde til at modstå den mere fede og kraftige smag. Vi serverer gerne vores efterårs- og vinterretter med tilbehør der både kan være sødt og surt, og derfor skal vinene også kunne håndtere alle disse udtryk, mens sommerens vine skal klæde de mere rene og finesserige smagsoplevelser.

Spansk og portugisisk kan i mange varianter passe fremragende til efterårets madretter. Men dem går vi så ofte i dybden med, så her får du et par forslag til andre eminente vine til efterårsbordet:

 

Fabiano Amarone della Valpolicella Classico 2015
En Amarone holder nogle gange en voldsom alkoholprocent, og ofte kan de sagtens bære det. Men jeg har altså en forkærlighed overfor de Amaroner, der kan levere varen med en mindre alkoholprocent, og selvom 15,5 er en vis tyngde for rødvin generelt, så er det småting for en Amarone. Dette er en enormt behagelig Amarone, der er i udsøgt balance. Den er kraftfuld men bestemt ikke overdrevet. Den har en superlækker stil, hvor den giver fra sig i tonsvis af smag og frugt, men hvor den samtidig holder sig på begge ben.
Set til kr. 299,75 hos Skjold Burne (6*)

 

Nativ San Eremo San Quirico Irpinia 2016
Fra det midtitalienske kommer denne ny-klassiker. For det er en af de rigtig populære og roste vine i Danmark, og til en tilbudspris på 149,- får du sagomelme meget vin for pengene. Det er enormt blødt og saftigt, men samtidig har den en god lag-på-lag-stil, der gør den til lidt af et unikum i sin prisklasse. Den voldsomme Aglianico-drue giver både mynte, lakrids og urter sammen med den meget mørke frugt og den bastante og store bløde smag. Intet under, at den er en stor favorit på de danske efterårs- og vinterborde.
Set til kr. 149,- hos Andrup Vin (6*)

 

Wente Beyer Ranch 2015, USA
Her er vi i Californien med en ordentlig omgang Zinfandel. Masser af mørke frugter og en markant vanille-stil fra fadlagringen. Det bliver ikke tungt, som det ellers kan blive fra Californien, men i stedet er det i flot balance og ganske lækkert. Det er lidt atypisk, at vinen holder sig fra at bombardere smagsløgene, men alligevel er smagen typisk californisk. En charmerende og lidt tilbageholdende amerikaner, der gør det rigtig godt.
Set til kr. 100,- hos Skjold Burne (5*)

 

Domaine Alary 2017 Cotes du Rhone, Frankrig
Har snupper vi en Rhone-vin med både kant og krydderi. Den er ikke så blød og frugtig, som mange Rhone-vine i denne prisklasse kan være, for her er mere power, og den vokser sig kraftfuld, efterhånden som den får lov at afgive sine indtryk i smagsapparatet. Elegant og fin – og en rigtig rar vin til prisen.
Set til kr. 89,95 hos Jysk Vin (4*)

 

Bruderthal Alsace Grand Cru Riesling 2017, Frankrig
Når en Riesling er rigtig vellykket, så er den i flot balance mellem det sødmefulde og det syre-friske. Det rammer denne vin ganske pænt med en masse fylde og smag. Den er bestemt ikke tør, men den finder et fint leje mellem det bløde og det friske, og det gør den til en fin Riesling til tilbudsprisen.
Set til kr. 79,95 hos Megavin (4*)

 

Montemajor Petit Verdot Revo Lazio 2018, Italien
Når der står Montemajor på flasken, så kan du næsten føle dig sikker på, at det er blødt og blidt, det der kommer ud af flaskehalen. Den charmerende stil kendetegner også denne Petit Verdot-vin, der har masser af blødhed, men som også rummer en smule krydderi i kanten. Det betyder, at det ikke bliver den rene sødsuppe, men i stedet at det bliver en fin helhedsoplevelse med en meget fornuftig finish.
Set til kr. 99,- hos Andrup Vin (4*)

 

Chateau Ste Michelle Mimi 2017, USA
Fra Horse Heaven Hills i USA kommer denne Cabernet Sauvignon-vin, der er fuld af power og hestekræfter. Duften er fin og blød, og i munden byder vinen på en del bær med både lakrids og power. Den har en lidt særlig krydret stil, men den gør det rigtig godt til prisen, hvis du er til klassisk amerikansk muskel-vin
Set til Kr. 99,- hos KOGS (4*)

 

Montemajor Danza delle Spade Salento Primitivo 2017, Italien
Det her er et af de klassiske eksempler på, hvorfor mange danskere er blevet glade for Primitivo fra det sydlige Italien. Klassisk sødladen med fylde, fløjl og en del meget mørke bær og frugter. Hvis du ved, at du plejer at blive glad, når der er Primitivo i glasset, så bliver du det også her. Er du omvendt skeptisk overfor denne stil, så vil du nok heller ikke være fjollet med denne, omend den har nogle spændende nuancer under de bløde lag.
Set til kr. 79,- hos Andrup Vin (4*)

 

Desmonta Nero d’Arcole 2013, Italien
Her har vi en italiensk Merlot på den rigtig fine måde. Den er blød, rund og bamset i sin stil, men den har stadig masser af nuancer og kant. Der er en vis friskhed på trods af tyngden, men det er en god efterårsvin, der primært holder sig i den bløde afdeling.
Set til kr. 125,- hos Skjold Burne (4*)

 

Domaine les Meulieres Cotes du Rhone Villages Valreas 2014, Frankrig
Med en flot, dyb, rød kulør er denne Rhone Villages godt pakket ind, og det gælder ikke bare farven men også smagen. For selvom den ikke har den store og voldsomme duft-fylde, så er smagen fint omsluttet af balanceret. Den kommer snigende fra start – men udvikler sig til at have en god saft og frugt med lidt krydderier i enden. Det er ganske pænt – ikke mindst til prisen.
Set til kr. 64,95 hos Megavin (4*)

 

Estampa Reserva 2016, Chile
Her har vi et klassisk chilensk blend af Carmenere og Malbec. Den kommer fra Colchagua Valley og lever op til stort set alt, hvad man kan tillade sig at drømme om, når prisen er så lav som en 50’er. Der er ikke de store oplevelser til dig, der gerne vil sidde og gennem-analysere smagsindtryk fra ende til anden, men det er krydret, klassisk og konkurrencedygtigt i prisklassen.
Set til kr. 49,95 hos Jysk Vin (4*)

 

Montemajor Passeri Lazio Blanco 2018, Italien
Denne italienske hvidvin på Chardonnay og Petit Manseng-druer fra Montemajor i Lazio-området har et lidt specielt præg i slutningen. Den søde stil fra Petit Manseng-druen giver en form for fedme, som man skal bryde sig om for at kunne lide den. I store træk er det okay, men jeg har bestemt smagt dem bedre – både i denne prisklasse og fra denne producent.
Set til kr. 99,- hos Andrup Vin (4*)

 

Jean Biecher & Fils Goldert Alsace Grand Cru Riesling 2018, Frankrig
Ret lys Riesling, der også er i den temmeligt friske ende. Ofte er balancen mellem syre og sødme det, der gør en Riesling unik, og selvom dette ikke er en dårlig vin, så er den bare ikke ret interessant, fordi balancen tipper for meget til den ene side. Der findes så meget god Riesling – og på en god dag også i denne prisklasse – så selvom dette er okay, så kan du altså finde noget, der væsentligt bedre.
Set til kr. 69,95 hos Megavin (3*)

 

Copper Lane Reserve Shiraz-Merlot 2018, Sydafrika
Fra Swartland-området i Western Cape i Sydafrika kommer dette blend af Shiraz og Merlot. Det er feel-good over hele linjen med masser af sødme og blødhed. Den er fyldig og markant i munden, men også lidt voldsom og ulden som en saftevand med for lidt vand. Masser af peber, der gør, at den skal serveres i rette sammenhæng for at få modspil
Set til kr. 60,- hos Skjold Burne (3*)

 

Steel Rock Zinfandel California 2015, USA
Steel Rock kan faktisk lave gode vine. Men denne er ikke faldet helt så heldigt ud som flertallet. Den bliver lidt rigeligt sød-suppe-agtig til min smag. Der er en masse overmodne bær og frugter, der har en lidt tung stil, og derfor bliver det ikke rigtig min kop vin.
Set til kr. 69,95 (2*)