Søde vine til efteråret og julen

Efteråret giver mig altid en ekstra lyst til de sødere og lidt tungere vine. En lækker vin til en skøn dessert, er absolut ikke af vejen, og der findes heldigvis langt flere forskellige varianter, end de fleste tænker. Og hvis du skal bruge en god undskyldning til at prøve lidt forskellige herligheder af, så kan du jo tage den tunge opgave at finde årets ris-a-la-mande-ledsager for familien. Så er de jo fri for den bekymring…

 

Der er mange, der altid sværger til en portvin fra det lokale supermarked. Det kan da også smage ganske godt og ukompliceret. Men junglen af søde vine er ligeså tæt bevokset, som når vi taler bobler, rosé eller alle mulige andre forskellige vintyper.

 

Når vi kommer en smule nærmere jul, skal vi naturligvis se mere nøje på, hvordan vi vælger den bedste vin til den berømte ris-dessert med den berømte hele mandel, der udløser en indpakket erkendtlighed. Men allerede nu kan vi afsløre et par af de nye spændende smage, du kan vælge gavmildt og generøst at udfordre dine julegæster med.

 

For ja, portvin er selvfølgelig en klassiker. Og en sød sherry har meget af det samme. Men hvorfor ikke prøve med en Magenta? En dessert-klassiker fra Abruzzo, hvor Montepulciano-druens markante fylde og sødme møder sirup, der er lavet på Amarena-kirsebær.

 

Hvorfor ikke prøve en kølig, let boblende frugtpræget Brachetto fra Piemonte-området? Her får du masser af sødme og kirsebær-feeling, men på en lettere måde med mindre alkohol og et langt friskere twist.

 

Skal du bruge en boblende, let og kølig vin med god sødme til andre sammenhænge end lige julemiddagen, så er en Moscato d’Asti altså voldsomt undervurderet som helhed. For bag de klistrede mængde-baskere finder man rigtig spændende og lækre Moscato d’Asti-vine, der har charmen og den lette tilgængelighed, men som også rummer meget andet end bare sukker-lag.

 

Der er selvfølgelig ikke noget galt i at gå de traditionelle veje og finde en god portvin eller sherry. Forskellene på portvine tager vi på et andet tidspunkt, og det samme når det gælder sherry. Her skal du dog sørge for at vælge en sød sherry, for selvom de knastørre sherry’er har en imponerende karakter og alsidighed, så er det altså ikke vin, der egner sig til sød dessert.

 

Skal det være traditionelt – men stadig noget andet – så prøv en sød dessertvin fra Montilla-Moriles-området i Andalusien. Det er meget i stil med sød sherry, men her er længere imellem de store salgsbaskere, mens de vine, hvor der virkelig er kælet for detaljerne, er mere sædvanlige.

 

Hvis du vil opnå en anderledes wow-effekt, når det gælder vinens oprindelse, så kan du også vælge at forsøge dig med en cypriotisk Commandaria, der har masser af sødme og fornemmelser af tørrede druer. Du kan argumentere for, at der er masser af rosin-smag, men smager du lidt dybere er det mere nuanceret end som så.

 

KLASSIKERNE

Duquesa Sherry, Pedro Ximenez, Spanien
Her har vi en klassisk mørk sherry med masser af sødme. Skabt på Pedro Ximenez-druen har den tillige en charmerende frugtig stil underneden, der giver en cremet struktur og et strejf af noget salt. Ret fin sherry til en meget fornuftig pris.
Set til kr. 149,- hos Holte Vinlager (5/6*)

 

Quinta do Pego Colheita 2011, Portugal
Klassisk portvin i en kvalitet, der bestemt er prisen værd. Der er en fremragende balance i vinen, der har en god dybde og masser af frugt, der er præget af de tørrede stilarter. DejligeFremragende balanceret portvin med god dybde og masser af frugt, der er præget af de tørrede størrelser.
Set til kr. 349,- i udvalgte Meny og Spar-butikker (5/6*)

 

Conde Cortina, Pedro Ximenez, Spanien
Hvis du synes, at der hører en sød vin til, når du serverer din dessert, men du egentlig ikke er helt på hjemmebane i denne kategori, så kan du med rette gå efter denne søde sherry. For her får du dine ønsker opfyldt, uden at det skal være et kryptisk virvar af fadnoter og smagsnuancer, der kræver en dybere indsigt. Dejligt, blødt og med masser af sødme og bund. Nem at forholde sig til, nem at nyde – ikke mirakuløse åbenbaringer undervejs, men hvis du alligevel ikke har tænkt dig at gøre vinen til mere end en rar ledsager til desserten, så finder du en fin og behagelig oplevelse til en pris, hvor alle kan være med. Og den løser den vigtigste opgave i lige præcis den sammenhæng – den smager bare rigtig godt.
Set til kr. 87,75 hos Skjold Burne (4/6*)

 

Quinta do Pego Port LBV 2014 Unfiltered, Portugal
Hvis du plejer at nyde din portvin juleaften – og ikke så mange andre gange på året – så køber du måske en portvin i prisklassen omkring 100 kroner. Det kan være fint nok – men skal du lige give den et nøk ekstra og virkelig fornemme, at du smagsmæssigt har taget et skridt opad, så kan denne frugtprægede og ufiltrerede vin være et rigtig godt valg. Den har en god balance og har lidt mere af alt det, som du sikkert er på udkig efter. Du behøver ingen doktograd indenfor portvin for at holde af denne – og her får du et godt og absolut mærkbart step opad, hvis du plejer at gå efter en af de billige i supermarkedet.
Set til kr. 159,95 hos udvalgte Meny og Spar-butikker (4/6*)

 

DE NÆSTEN-KLASSISKE

 

Alvear PX Anada 2015, Montilla-Moriles, Spanien
Mens portvin er fra Portugal er Sherry fra området omkring den spanske by Xerez. Lidt længere mod øst – i områderne mellem Malaga og Cordoba, bliver der lavet dessertvine, der minder om sherry, og som også skabes på den fantastiske og alsidige Pedro Ximenez-drue. Her hedder områderne enten Malaga eller Montilla-Moriles, og druen bliver ofte bare betegnet med PX. Det er her, at jeg finder nogle af de dessertvine, der giver mig allermest glæde i forhold til prisen. Denne har masser af søde valnødder, og den fyldige og let klistrede stil hører til stilen og charmen. Den er ret lys og smager fantastisk. En dessertvin, som det er enormt svært at undgå at holde mega meget af.
Set til kr. 119,- (halvflaske) hos Andrup Vin. (5/6*)

 

Alvear Solera PX 1910, Montilla-Moriles, Spanien
Her har vi en helt sort, tyktflydende og meget sødmefuld dessertvin fra Montilla-Moriles-området. Den har et klart præg af nødder og er en enormt flot og lækker vin på Pedro Ximenez-druen. Lad være at tro, at den har samlet sig i flasken siden 1910 – årstallet indikerer typisk, hvornår fadsystemet blev startet op. Der hældes ny vin i øverste fad og tappes fra nederste – og sådan fortsætter det år efter år. Her med stor succes – men vær opmærksom på, at vi er i den meget søde og tyktflydende afdeling.
Set til kr. 249,- (halvflaske) hos Andrup Vin (5/6*)

 

DE UTRADITIONELLE

 

Tenuta Masciangelo Magenta, Abruzzo, Italien
Man kan blive professor i snart sagt alt, men måske ikke lige i disciplinen ‘italieneres forhold til ris-a-la-mande’. Jeg indrømmer også gerne, at jeg er temmelig blank på dette oversete og undervurderede vidensområde, men denne dessertvin antyder, at italienerne enten er vilde med ris-a-la-mande – eller i hvert fald ville være begejstrede, hvis de fik muligheden. For Tenuta Masciangelo Magenta er nærmest som skabt til den traditionelle jule-dessert. Det er den fyldige, frugtige og sødmefulde Montepulciano-drue, der ligger til grund for vinen, og så er der tilsat sirup af Amarena-kirsebær. Jeg er ikke tosset med kirsebærsauce, og derfor er jeg denondelyneme fristet af at forsøge mig med et skvæt af disse formidable dråber i stedet. Og skulle mandelgaven være et sikkert hit hos mig, så kunne det udmærket være en flaske af samme vin, som jeg rundhåndet ville dele ud af til stor begejstring for resten af selskabet. For det smager altså fremragende, det her.
Set til kr. 148,- hos Den Gode Vino (5/6*)

 

Commandaria Saint Barnabas, Cypern
Jeg plejer ikke at skrive om vine, jeg ikke har smagt koncentreret og fokuseret nok. Men jeg er nødt til at nævne denne cypriotiske klassiker, som jeg endnu kun har smagt i et messe-mæssigt virvar. Minder på mange måder om det, du finder i de søde sydspanske sherryer, men alligevel skiller den sig ud. Skabt på den lokale Xynesteri-drue blendet med Mavro, har den en behersket alkoholprocent, er her masser af smag af tørrede frugter med rosin som en af de referencer, de fleste nok vil finde sig til rette med.
Set til kr. 199,95- hos DanCyp Vinimport (ikke bedømt)

 

DE KØLIGE OG BOBLENDE

 

Malvira Brachetto, Piemonte, Italien
Brachetto med bobler er i den grad undervurderet. Jovel, vi er i den søde kategori, hvor det smager mere af saftevand end af velpolstret vin, men det er simpelthen så helt igennem charmerende. Det er jordbærgrød i en kølig og frisk udgave med livgivende bobler, lidt kirsebærpræg og frugtsødme i massevis.
Set til kr. 139,95 hos Theis Vine (6/6*)

 

Sobrero Moscato d’Asti 2018, Piemonte, Italien
Jo større man er, jo større skygge kaster man. De vise ord passer også på Moscato d’Asti, der slet ikke får den respekt, den fortjener, fordi der findes for mange billige discount-varianter på markedet. Men ligesom en Amarone til 100 kroner ikke smager som en fuldblods-Amarone, så smager en Moscato d’Asti til 30 kroner heller ikke som de bedre af slagsen. Det fede ved Moscato d’Asti er, at det ikke engang behøver koste mange penge, før det betynder at smage godt, og Sobrero er et fremragende eksempel på det. Det er Moscato d’Asti på den allerbedst tænkelige måde, sød men ikke for sød – en god friskhed – og bare super lækkert.
Set til kr. 85,- hos Andrup Vin (5/6*)