Det er ligefør, at tiden i slutningen af 1800-tallet markerede en ny tidsregning i vinens verden. For det var her, at vinlusen ‘phylloxera’ raserede langt de fleste vinmarker, og tvang vinbønderne i knæ. Den enes død er selvfølgelig den andens brød, og de få områder, der holdt sig fri af vinlusen, havde pludselig det meste af markedet for dem selv.
I dag støder man stadig på udtrykket ‘pre-phylloxera’, der bruges om de vinstokke, der overlevede vinlusen. Her er vinstokkene enormt gamle og har derfor en helt anden evne til at hente næring fra undergrunden. Det gør blandt andet vinene fra Toro til noget helt særligt, for den meget sandede jord på denne egn, gjorde at vinlusen holdt sig på afstand. Flere vinstokke i Toro er derfor langt over 100 år gamle. De leverer druer, der er enormt koncentrerede, og som giver en vin med høj alkoholprocent og en meget intens struktur. Ofte oplever man en næsten chokolade-agtig i eftersmagen, og den er både forårsaget af smagsnuancerne, men også af den cremede og bløde struktur, vinen har.
Toro-området ligger langs Douro-floden ret tæt på grænsen mellem Spanien og Portugal og har et meget tørt, kontinentalt klima med brandvarme somre og iskolde vintre. De nærmeste storbyer er Zamora og Valladolid, mens Rueda, Cigales, Arribes og Tierra del Vino er de områder, der mere eller mindre grænser op til Toro. Hovedbyen hedder blot Toro og har omtrent 8.500 indbyggere, der især er stolte over områdets vinproduktion, men som også er berømte i kunstneriske kredse. Det er nemlig dette område, der betragtes som centrum for Mudéjar-kunsten, der har sit udspring i den mauriske besættelse af Spanien, men som samtidig er eksponent for, at den mauriske og den spanske kultur sagtens kunne fungere side om side.
Vinene fra Toro har altid opnået stor anerkendelse, selvom det først var i 1987, at Toro blev et selvstændigt område med D.O.-status. Faktisk har vinen herfra været så populær, at den i nogle spanske distrikter har været forbudt, fordi den ganske enkelt solgte så godt, at den ryddede al konkurrence af bordet. I dag har vinkulturen ændret sig, og mange søger et mere let og friskt udtryk. Toro-vinene har dog stadig deres trofaste fans, og alle, der kan lide en kraftfuld rødvin, bør smage sig igennem dette område.
Vinene er næsten alle baseret på Tinta del Toro-druen, der er en klon af Tempranillo, og som næsten udelukkende dyrkes som bush-wine – altså vinstokke, der står som buske i markerne. Her findes også Garnacha og hvidvine på Verdejo og Malvasía. Men det er Tinta del Toro, der trækker læsset, og selvom mange Tinta del Toro-vinmarker oprindeligt er beplantet med enkelte andre sorter inde imellem stokkene, så er dette kun med til at give den særlige karakter i dette område – en karakter, som betegnes som en af de hemmeligheder, der er med til at gøre Tinta del Toro til noget særligt.
Årgangene fra 2008 til 2011 var i særklasse, men de følgende år har høsten også været aldeles fremragende.
Her får du et par bud på spændende Toro-vine:
Valdefama de Matarredonda Toro 2014
Enormt flot og blød Toro-vin, der har en fabelagtig dybde uden at være for krydret. Det er kraftfuldt, men det er stadig med den behagelige og bløde finish, der giver et blidt punktum på en stor oplevelse. Den er ganske enkelt forrygende.
Set til kr. 119,95 hos Vinmonopolet (6*)
Abba Tinta de Toro 2014
Denne Tinta del Toro er en imponerende vin, der har masser af smag og krydderier, der gør den til en storladen og voluminøs oplevelse. Den har en fed struktur og en stor bund, der giver et flot afsæt til den enorme fylde, der afrundes med blødhed og masser af urter i eftersmagen.
Set til kr. 120,- hos Holte Vinlager (5*)
Las Tierras de Javier Rodriguez, Vino de Pueblo Toro 2015
Flot blød bund med saftige frugter og chokolade. Duften er fin – smagen er kraftfuld men alligevel meget balanceret og afstemt. Superlækker mørk chokolade dybt inde i eftersmagen.
Set til kr. 129,- hos Supervin (5*)
Telmo Rodriguez Dehesa Gago 2017
Det her en fyldig, blød og krydret Toro-vin i en prisklasse, der er væsentligt lettere end smagens tyngde. Den klassiske chokolade-prægede stil i finishen er med til at løfte den gevaldigt og samle trådene, der indtil da kan virke lidt viltre og ustrukturerede, men som samtidig skaber energi og en spændende helhed.
Set til kr. 79,95 hos Philipson (4*)
Tractor Azul 2017
Hvis du vil smage en Toro-vin, der er et blidt og afdæmpet afsæt til at lære området at kende, så er Tractor Azul et fint afsæt. For denne vin er blød, mainstreamet og nem at have med at gøre. Den har en krydret afrunding, der giver et fint twist på en vin, der ellers ikke gør nogen fortræd – hverken kvalitativt eller prismæssigt.
Set til kr. 69,75 hos Skjold Burne (4*)
Pata Negra Toro Tempranillo Roble 2017
Nogle finder måske Toro-vine for kraftige. Jeg synes, at den powerfulde stil hører sig til i dette område, og i denne Pata Negra savner jeg den. Det er en tør og frisk vin, der er ganske let i sin stil, og som ikke er nær så blød og fyldig, som jeg kunne drømme om.
Set til kr. 59,- hos Holte Vinlager (3*)