Gin-ial Gin og Mut fra BCN

Der er ingen tvivl om, at gin har gået sin sejrsgang verden over. Den karakteristiske smag af en gin/tonic forbinder nogle med grannåle, men det er nok mest fordi, de kun har smagt en billig gin og en billig tonic.

 

For når der bliver kræset om ingredienserne i begge dele, og når der ligeledes bliver gjort lidt ekstra ud af serveringen, så kan både gin og tonic – og i særdeleshed kombinationen – have så mange forskelligtartede nuancer, at der er et enormt spænd i smag, aroma og helhedsoplevelse.

 

 

Når min oplevelse af BCN tager sit udgangspunkt i gin, så er det fordi, det var mit første bekendtskab med denne catalanske producent. Heldigvis er det langt fra det sidste, for jeg har ikke bare forelsket mig i BCN Gin, men også i BCN’s produktion af Vermut. Men det vender vi tilbage til senere.

 

For BCN holder til i ydmyge lokaler i byen Falset i Priorat. Denne pragtfulde vinregion var stedet, hvor Stefan Lismond og Philippe Geeraert i 2014 slog sig ned. Selvom de kommer fra Belgien og Holland, så havde de allerede på daværende tidspunkt et godt kendskab til Spanien og spansk vinproduktion, men en fælles interesse for at prøve kræfter med spiritus, bragte dem sammen.

 

I skabelsen af BCN Gin mistede Philippe Geeraert desværre livet. Historien går efter sigende på, at det var et uheld med nogle destillerings-prøver, men uanset hvad, nåede han at sætte sit klare aftryk på den virksomhed, som Stefan Lismond i dag er styrmand på.

 

 

Stefan Lismond tager imod på en mindst lige uprætentiøs måde, som produktionslokalerne indikerer. Her er en intermistisk lille bar til smagninger, men ellers er det produktionslokaler, laboratorier og lagerplads. Umiddelbart ikke ret charmerende, men det viser sig hurtigt, at alle de charmerende elementer og historier, gemmer sig i Stefan Lismonds tanker og historier.

 

Dem deler han gerne ud af, ligesom han rundhåndet giver smagsprøver på både gin, vermut og cocktails, der trods de rustikke rammer ligner en million, når de er sat sammen af hans kyndige hænder, og med fingerspitz-gefühl fra den danske importør Kristian Ishøy fra D’Wine i Aalborg.

 

 

Priorat er et helt særligt område, når det gælder vin. Både Priorat og Montsant er enormt rigt på botanik, og samtidig er klimaet vanskeligt at dyrke i, hvorfor smagen samles til en imponerende intensitet. Urter som rosmarin, fennikel og timian vokser overalt, og naturligvis er her også enestående enebær, som jo er den vigtigste del af de smagsgivende elementer i en gin.

 

– Men husk på, at en fin består for 60%’s vedkommende af vand. Og det er mindst ligeså vigtigt, for mineralvand fra dette område har en helt særlig karakter, som smitter af på vores gin, fortæller Stefan Lismond.

 

Hos BCN begyndte det hele egentlig med at ønske om at lave Grappa. Et samarbejde med René Barbier blev stablet på benene, men efterhånden var det eksperimenterne med gin, der gav de mest unikke resultater.

 

 

– At arbejde med gin er kemisk set en meget spændende opgave. Hver gang man tilsætter en ny smag i sin gin, så ændrer det alle eksisterende molekyler, så man tilsætter ikke bare en ny smag. Man ændrer også på alt det, der er der i forvejen, forklarer Stefan Lismond.

 

BCN Gin i den lille buttede flaske med de blå krummelurer, er noget af det mest spændende indenfor spansk spiritus. Prisen er til at betale, og smagen er imponerende i sin rene stil, og blandet med den tonic, der passer dig bedst, får du en fremragende gin/tonic. Herfra foreslås en tonic i stil med Fever Tree’s Mediterranean, men det er et temperamentsspørgsmål. Hvad der til gengæld er helt sikkert er, at Stefan Lismonds tanker om selv at skabe en tonic, må give et resultat, der absolut skal prøves.

 

For BCN er allerede mere end Gin. På besøget  bliver der nemlig givet smagsprøver på husets version af Vermut, der især i Spanien er på hastig optur på popularitetsskalaen. I Barcelona er der nærmest et Vermuteria på hvert et gadehjørne, og selvom det endnu er et særsyn herhjemme i Danmark, så dukker der mere og mere Vermut op på drink-kortene rundt omkring.

 

 

Vermut er en såkaldt ‘fortified’ vin – altså en vin, der er forstærket. Ofte produceres den af billig vin, men ikke hos BCN, der har nogle af de bedste spanske vinområder omkring sig.

 

– Vi køber vinen i naboregionen Terra Alta. Det er kvalitetsvin, som vi forstærker med destillerede botaniske smagsvarianter. Vinen er Garnacha Blanca, og den får både smag fra hyld, bergamot og appelsinskal, fortæller Stefan Lismond.

 

Når vinen er ‘færdig’ er den på 14%, men herefter forstærkes den til 18%. Smagsmæssigt får den en bitterhed, der gør den formidabel som aperitif, ligesom den smager fremragende blandet med en god tonic. Og for at det ikke skal være løgn, har BCN også eksperimenteret med en fadlagret Vermut, der ligger ni måneder på franske 450 liters-egefade.

 

– Det er kun et eksperiment, bedyrer Stefan Lismond.

 

Javel. Ligesom alt det andet, der er kommet fra BCN. Et eksperiment. Men et forbandet charmerende et af slagsen.

 

 

Flaskehalsen var inviteret til Priorat med D’Wine, der forhandler BCN Gin på www.dwine.dk.