Jeg bliver altid forbløffet, når jeg smager Priorat-vin. For niveauet er så enormt højt, at det er svært at holde styr på alle de stjerner, man kaster afsted. Flere af disse vine ville jeg have vurderet helt til tops, hvis de var smagt i andre sammenhænge – men her sættes de op mod hinanden, og så er det de helt små nuancer, der gør forskellene. Men bottom line: Priorat er simpelthen tip-top-klasse.
Priorat er et ret lille område, der ligger i bjergene ‘bag’ Barcelona. Omkrandset af det større – men mindre hypede – Montsant-område, har Priorat nogle helt særlige og usædvanlige klimatiske og jordbundsmæssige forhold, der giver mulighed for at skabe store vine. Der er ofte masser af power og koncentration i vinene, der typisk skabes i helt ufremkommeligt terræn på stejle bjergsider. Her er det umuligt at arbejde med maskiner, og derfor må der hestefødder og fingerspitz-gefühl til, når der skal arbejdes i markerne.
Naturen er fortryllende, vinen er fremragende – Priorat har det hele.
5 anbefalinger
Lo Món 2013 Gratallops Priorat
Utrolig duft med et væld af krydderier og mørke frugter. Smagen følger trop med en superflot kompleksitet, en meget lang smag og et præg af urter og krydderier, der fuldstændig giver balance i forhold til de markante frugter. Det er sindssygt lækkert.
Set til kr. 229,75 hos Skjold Burne
6*
Clos Alzinas Vinyes Velles 2016
Fabelagtig Priorat med storhed og alligevel en lethed og friskhed, der er omfavnende og dybt charmerende. Det er en vin af den sjældne slags, der er enormt kompleks og alligevel meget tilgængelig. Helt og aldeles outstanding.
Set til kr. 439,- hos D’Wine
6*
Hammeken Cellars Tosalet Carignan Vinyes Velles 2013
Dette er ganske enkelt en helt enestående vin med en kæmpe fylde og sublim balance. Der bliver givet i hver en dråbe, og alt mens man bliver overrumplet og tænker, at det må være ved at være for meget, så finder en elegant og blændende balance ind, så alting går op i en højere helhed.
Ca. 500,- – men ikke p.t. til salg i Danmark
6*
Torroja Terroir Al Limit Priorat 2017
Det er en blændende balance mellem det storladne og det afmålte og nøjagtige. En flot præcision mellem det frugtige og næsten saftige og det mere krydrede og spændstige.
Set til kr. 299,95 hos Theis Vine
6*
Clos les Fites 2013
Fremragende vin, der næsten når op på samme niveau som den magiske 2012’er. Flot blødhed og dybde, men stadig med en suveræn kompleksitet og syre.
Set til kr. 150,- hos D’Wine
6*
Andre rigtig lækre Priorat-vine
Clos Cypres Vinyes Velles 2016
Flot, dyb og moden Priorat fra gamle druestokke, der vokser på de stejleste skrænter i Priorat. Enormt fyldig, men stadig med en friskhed, der gør den livlig og energisk.
Ikke p.t. til salg i Danmark – vinhuset importeres af D’Wine
6*
Cal Batllet D’Iatra 2014
Smuk og blød Priorat, der har en fin balance mellem bløde nuancer og en vis portion muskuløs power.
Set til kr. 169,- hos D’Wine
5*
5 Partides Vi de la Vila 2012
Fremragende vin fra Ripoll Sans. Den har en enormt stor smag og er i perfekt balance. Prisen er voldsom, og det trækker en enkelt stjerne.
Set til kr. 639,- hos D’Wine
5*
Mas Doix Les Crestes Priorat 2017
Flot Priorat med overraskelser undervejs. Der er mint, frugt og krydderier i nuancerne, og det giver en spraglet men stadig fint sammenhængende stil.
Set til kr. 184,95 hos Theis Vine
5*
Pissares 2016
Saftig duft med en snert af rustik læder, og smagsmæssigt er vi i den fyldige afdeling. Her er de vilde og kantede noter fra duften dog fremragende integreret, og det bliver en dyb og meget helstøbt smag med masser af saft og kraft.
Set til kr. 149,- hos D’Wine
5*
Noster Crianca
Ret flot fylde og lethed i glasset, og den er slet ikke så tung, som de nogle gange kan blive herfra. Derimod sidder balancen lige i skabet i en indbydende og super lækker vin, der har den store smag med en undertone af lethed.
Set til kr. 100,- hos D’Wine
5*
Hammeken Cellars Tosalet Vinyes Velles 2015
En fin og tør friskhed i denne runde og krydrede Priorat. Dens storebror er et mirakel, og denne må nøjes med lidt mindre. Men det er rigtig skønt til prisen.
Set til kr. 75,- i Irma
5*
Joan Gine 2013 Priorat
Rigtig flot og klassisk Priorat, der er saftig og blød, men som stadig har den store mængde af krydderier. Den smager stort på både den bløde og den afrundede måde.
Set til 165,- hos Laudrup Vin
5*
Petit Pissares 2016
Selvom det er markant krydret bag den flotte røde kulør, så er det især den langstrakte og meget blødt fyldige smag, der fylder mest.
Set til kr. 109,- hos D’Wine
4*
Noster Inicial 2016
Fin Priorat-vin, der til nydelig pris viser en masse af det, Priorat har at byde på. Der er ikke skruet helt op for blusset, men der er rigtig flotte antydninger hele vejen rundt.
Set til kr. 89,- hos D’Wine
4*
Torres Salmos 2015
Denne Priorat har en rigtig flot dyb farve. Duften er skøn og nuanceret med masser af urter, og smagen har både elegante krydderier og en tyk bund.
Set til kr. 179,- i Irma
4*
Lo petit de la Casa 2017 Gratallops Priorat
Blød og fin med en nem tilgængelighed. Mørkere og knap så kompliceret som mange andre Priorat-vine, men et blidt bud på at få smag for alle områdets fortræffeligheder.
Set til 135,- hos Skold Burne
4*