Oprindeligt udgivet 16.07.2019
Byen Jumilla syner ikke af alverden på et kort over Spanien. Men de godt og vel 25.000 indbyggere ser alligevel deres bynavn flere steder end indbyggerne fra lignende byer. For Jumilla er ikke blot en by, men også et vinområde med D.O.-status.
Vi er derude, hvor motorvej er blevet til landevej, og hvor landevej er blevet til en asfalteret størrelse af en udefinerbar kaliber. Vi er kørt udenom Jumilla for at sætte kursen mod Fuente-Álamo i et bakket og bjergrigt landskab, der ligger i godt og vel 850 højdemeter.
Dette er stedet, hvor Juan Gil og hans familie slog sig ned for fem generationer siden for at dyrke vin. Siden er deres markareal vokset gevaldigt, og der er blevet udvidet med vingårde i otte andre spanske distrikter.
– Vi gør meget ud af, at vores virksomhed skal være bæredygtig. Familien Gil er stor, og i de yngre generationer er der også folk, der er uddannet indenfor andet end vin. Derfor kan familien trække på en masse viden, når det gælder om at bygge vingårde, der både er effektive og bæredygtige, fortæller eksportchef María Dugnol, da hun tager imod os indenfor den lukkede port.
– Derfor er alle vores vingårde bygget på samme måde. Det betyder, at vi både kan bygge mere effektivt, og at vi kan sørge for de samme arbejdsgange, uanset hvor i landet vi er. Det er en god måde at spare ressourcer og energi, forklarer hun.
Bæredygtig fremfor økologisk
Produktionen er ikke økologisk certificeret overalt. Den slags er dyrt og omkostningstungt, og derfor vil Juan Gil-firmaet hellere bruge kræfterne på at skabe så bæredygtig vin som muligt, fremfor at bruge dem på at udfylde papir, dokumentation og håndtere en vanskelig og besværlig arbejdsgang. Det har María Dugnol og chefen for områdets vinmarker, Juan Manuel Gomez, tænkt sig at vise os.
Vi sætter os tilrette i en støvet og godt brugt bil, der tordner ud ad de stenede og grusede marker mellem vinstokke, der synes at strække sig i en uendelighed. De fleste af dem er Monastrell, men der er også andre sorter på det enorme areal.
– Her i Jumilla har vi 900 hektar. De fleste af dem er Monastrell bush-planter, som har en alder på op mod 50 år, forklarer Juan Manuel Gomez og indrømmer, at det mindst bæredygtige herude, er transporttiden frem og tilbage mellem markerne.
Enormt areal
– Der er 40 kilometer mellem de yderste vinmarker, så på en af de travleste høstdage kommer en gammel bil som denne hurtigt til at køre mellem 400 og 500 kilometer, fortæller han, inden han peger op ad en af bakkerne, hvor man mellem mandel- og oliventræer kan skimte en større bygning.
– Til gengæld gør vi meget ud af at spare på energien. Vores produktion af bulk-vin, som vi sælger til andre producenter, er hundrede procent drevet på solenergi, fortæller han med en vis stolthed i stemmen.
– Og derudover er det mindst bæredygtige, at vi er nødt til at bruge plasticrør omkring de nyplantede vinstokke. Ellers æder kaninerne dem, siger han mens han slår bremserne i og lader en langøret kanin fise over grusstien.
Gamle stokke fra før vinlusen
Vi fortsætter gennem gruset med lukkede vinduer. Ellers ville både øjne, næse og mund blive en knasende fornøjelse, og først da vi er svinget ind mellem to marker og bilen holder stille, lægger støvet sig, så vi kan se nærmere på druestokkene.
– Her er vi i marken, der hedder Hoya de Torres. Her har vi nogle af de ældste Bush-stokke af Monastrell-typen. Det er stokke, der giver nogle af absolut bedste druer, vi kan forestille os, og derfor bruger vi dem også kun til de bedste vine. For eksempel til vores Blue Label-vin, der er en af de bedste, vi laver her i Jumilla, fortæller Juan Manuel.
Druerne dyrkes efter økologiske principper, og den sandede og stenede jord betyder, at der ikke kan vokse andet end vinstokke, mandeltræer og oliventræer. Så der er ingen grund til at sprøjte for ukrudt og fremmede gevækster.
– De eneste trusler mod vinstokkene er kaniner, der kan gnave i dem, mens stokkene er helt unge, og så er det svampesygdommen Yesca, der nogle gange kan give os problemer, siger han om druestokkene, hvoraf mere end 10 procent er så gamle, at de er fra før vinlusens hærgen.
Barsk klima håndteres med egne midler
– Den stenede og meget sandede jord er med til at stresse druernes rødder til at søge dybt, og de når gerne 3-4 meter ned i jorden for at hente næring. Det gør dem meget modstandsdygtige, siger Gomez.
I det barske klima vælger Juan Gil derfor også, at de selv skal have hånd i hanke med, hvordan naturen udvikler sig. Mens andre vingårde gerne opkøber nye vinstokke, så udvikler Juan Gil dem selv. Og kunstgødning er her selvfølgelig intet af.
– Jeg skal vise dig, hvad vi gør i stedet, siger Juan Manuel Gomez og peger hen imod bilen.
Vi sætter os ind, spænder sikkerhedsselerne og efterlader atter en sky af støv bag os, da bilen sætter en ny kurs ud gennem markerne. Vi når til en port, der snildt åbnes med en fjernbetjening, og her drejer Juan Manuel Gomez bilen rundt om et område, der ligner udkanten af en planteskole.
– Det er her, at vi laver vores helt egen gødning til vinstokkene, fortæller han om de tre sirligt ordnede bunker med noget, der mest af alt ligner muldjord.
– Den første bunke er kvaset fra sidste års høst. Det behandler vi organisk, så der opstår en bestemt bakteriekultur i jorden. Herefter flytter vi den over i den midterste del af anlægget, hvor der begynder at leve orme i det, siger han og roder lidt i bunken. Snart synes jordblandingen at være et stort liv af orme, der smyger sig omkring hinanden.
– Herefter er jorden ved at være klar som vores helt egen perfekte gødning, der er skabt i vores jord sidste år, og som bliver brugt til at forbedre jorden til de kommende år.
En enkelt dyb tallerken er nok
Der er en vis stolthed at spore i Juan Manuel Gomez’ ansigt, da han klapper hænderne så rene, som man nu kan, når selv bukser og skjorte er belagt med et betragteligt lag af grus-støv. Det er ikke dumt tænkt, som de har valgt at drive deres enorme vin-imperie hos Juan Gil. For når man driver ni vinhuse, behøver man jo ikke opfinde ni dybe tallerkener.
– Det er planen, at vi skal gøre det på samme måde på alle 9 vinhuse, der hører til Juan Gil. Vi begyndte med det for fire år siden her i Jumilla, og efterhånden skal det være en fast måde at gøre tingene på de andre otte steder også, forklarer María Dugnol.
Vi sætter kursen tilbage mod hovedkvarteret. Her har María gjort en stribe smagsprøver klar til os. Og efter en rundtur i produktionshallerne, er der da også begyndt at melde sig en vis trang til at smage på sagerne.
– Her i Jumilla producerer vi mellem 4 og 5 millioner flasker vin om året. Og samlet set for alle vores vinhuse, er tallet det dobbelte, fortæller han, da vi passerer en række af de uendeligt mange tønder i kælderen.
– Vi har i gennemsnit 12.000 tønder liggende på vingården i Jumilla, fortæller hun, inden vi sætter os tilrette i vinhusets showroom for at smage på vinene. Primært dem fra Jumilla, men også enkelte andre eksempler på, hvad Juan Gil kan bedrive i Spanien.
