Blandt de mange små vinområder i Catalonien er Montsant et af dem, der for alvor er på vej op ad ranglisterne. Området omkrandser det fine og hypede Priorat, og hverken kvalitet eller priser når ligeså højt op – som udgangspunkt. For selvfølgelig findes der dyre vine, og der findes fremragende vine.
Efterhånden har Priorat-området slået sit navn fast blandt kendere af spansk vin. Dette lille område med den særlige DOQ-status leverer store, vilde og spændende vine i et lille område omkrandset af bjerge. Cirklen omkring Priorat hedder Montsant, og mens Priorat firkantet sagt er en lille helligdom med vinmagere, der gør ting, de ikke kan i andre områder, så er Montsant mere trendy og leverer mere tilgængelige – men stadig aldeles interessante og nuancerede – vine.
Tag ikke fejl, for Montsant holder et enormt højt niveau. Tidligere hørte området til Tarragona-distriktet, men i dag hvor områderne administrativt er afskilt, har Montsant overhalet Tarragona med mange længder.
Montsant byder på storslået natur i op til 700 meters højde og en skifer-, kalk- og granit-sandet jordbund.
Carignan og Grenache er de klassiske rødvinsdruer i Montsant, hvor der dog også både findes Cabbernet Sauvignon, Merlot, Mourvedre, Syrah og flere andre typer. Den hvide Grenache er spændende at udforske, når det gælder hvide vine, og her er både Chardonnay, Macabeo, Parellada og Xarel-Lo også ganske udbredte.
Er du blevet fristet til at prøve et par klasse-Montsant-vine af, så er et par anbefalinger her:
Vinyes Domenech Teixar 2014
En helt igennem fabelagtig rødvin, der er lavet på helt særlige langhårede Garnacha-druer. Ifølge vinmageren udtrykker den en filosofi om, at livet skal forstås langsomt – mens det leves. Det gider jeg godt sidde og filosofere over, hvis det inkluderer et glas af denne. Stor, moden og med masser af frugt – og et strejf af friske urter som mynte og timian.
Set til kr. 599,- hos D’Wine (★★★★★★)
Cellars Can Blau Mas Can Blau 2013
Garnacha er en af de vigtigste druer i Montsant, og her er den sat sammen med en smule Syrah. Det giver en formidabel rødvin, der har en flot og blød duft med en stor fylde. Smagen er kendetegnet af solbær i starten og slutningen, og indimellem er der både krydderier og lakrids-elementer. Flot afstemt og i super balance.
Set til 299,- hos Andrup Vin (★★★★★☆)
Vinyes Domenech Bancal del Bosc Garnatxa Blanxa 2018
Intens og meget smuk variant af Garnatxa Blanca-druen. Den viser her, hvad den duer til – uden at det bliver prismæssigt uoverskueligt. Lyse frugter men alligevel en fornem dybde. Eftersmagen er lang og indbydende og har en lidt salt karakter, der gør den forrygende som gastro-vin.
Set til 100,- hos D’Wine (★★★★★☆)
Cellars Can Blau 2016
Denne Can Blau fra Montsant er i den lavere prisende, men den holder alligevel et rigtig flot og spændstigt niveau. Aromaen er frisk og urtet, mens der i smagen er tilføljet lidt læder og stramhed. Der er masser af smagspower og en vis friskhed i drueblendet af Carignan, Garnacha og Syrah.
Set til 79,- hos Andrup Vin (★★★★☆☆)