Måske har du en fornemmelse af, at rosé bare er rosé. Men ganske som med rødvine og hvidvine, kan rosé smage vidt forskelligt. I virkeligheden kan du bruge mange af de samme tommelfingerregler som på øvrige vine, når du skal finde frem til den rosévin, der passer allerbedst til din smag og dit formål.
Samtidig er alverdens vinhuse dog blevet så opmærksomme på rosé-vinenes popularitet, at de prøver alle mulige forskellige greb for at ramme noget, der dels har sin egen niche – dels tiltaler det konstant stigende antal rosé-elskere. De er heller ikke blinde for, at rosé-vinens fotogene farve gør den til en sand SoMe-darling, der pryder billederne på Instagram og Facebook med ekstra tiltrækkende kraft. Derfor er de klar over, at de unge mennesker, der gerne vil have likes på de sociale medier, måske har et lidt andet udgangspunkt for deres valg.
Endelig har vi i Danmark heldigvis ladet os præge mere og mere i en retning, hvor rosé bliver mere end blot en hygge-aperitif på terrassen. Både restauranter og kyndige vinhandlere formår efterhånden at vejlede godt i, hvilke rosé-vine, der egner sig perfekt til både lettere og finere gastronomi, og det giver rosé-vinen en større alsidighed og skaber plads på markedet til endnu flere varianter.
De bløde saftevands-roséer kan stadig have deres fantastiske charme, og jeg skal da gerne erkende at jeg er faldet fuldstændig på rumpetten over østrigske Weingut Pfaffls La Grande, der er mægtig, fyldig og superblød – bl.a. efter lagring på acacie-fade. Skal jeg vælge en rosé til maden, står valget dog mellem en Provence-rosé med et præg af de salte vinde fra Middelhavet eller en spansk rosé med power og peber, der kan hamle op med en smagsrig tallerken.
Weingut Pfaffl La Grande 2018
Jeg smagte første gang denne vin på besøg hos vingården i Østrig. Det er altid svært, om det er samme indtryk, når man kommer hjem, men jeg er bestemt ikke skuffet. Fremragende rosé med en imponerende friskhed og fylde på samme tid – nuanceret og elegant og stadig med masser af power i smagen.
Set til kr. 175,- hos Clemmensen Wine (★★★★★★)
Torraccia del Piantavigna Barlán
En ganske dejlig Nebbiolo-rosé fra det nordligste Italien. Den er blød og rund og kunne måske savne en smule mere finesse, hvis vi skulle ramme den absolutte topkarakter. Til gengæld er den nem at drikke – og dermed smuk til prisen.
Set til 79,- hos Gallovini (★★★★★☆)
Origens Vinho Regional Alentejano 2018
Det er altid skønt at opleve en overraskelse, og denne portugisiske rosé fra Alentejo-området på druesorterne Touriga Nacional og Aragonez er bestemt et positivt bekendtsab. Blød duft med banan og eksotiske frugter – men også med en god frugtfylde i smagen hvor den er sødlig uden at være tung.
Set til 65,- hos AMKA (★★★★★☆)
Lavendette Alpes de Haute Provence 2018
Provence-rosé på en blanding af Syrah, Grenache og Cinsault-druer. Sprød og lidt krydret i duften, mens kuløren er laksefarvet og næsten grænsende til det orange. Ret markant i sin smag, der indleder enormt blødt, men som efterhånden bliver et større bekendtskab med krydderier og en lidt salt afrunding.
Set til 69,75,- hos Skjold Burne (★★★★☆☆)
Los Vascos Rosé 2018
Chilensk rosé på Cabernet Sauvignon, Syrah, Tempranillo og Mourvedre. Stram i næsen, men smagen er bedre til at starte med. Den udvikler sig dog også til at være en smule bøvet og tung. Den er ikke så saftig og er i stedet temmelig bombastisk af en rosé at være.
Set til 75,- hos Skjold Burne (★★★☆☆☆)