Hvad er en god sommerrødvin? Er det en let vin med friskhed og god syre – eller er det en bombastisk vin, der kan hamle op med den helt store grillbuffet med surt, sødt, stærkt og krydret tilbehør? Det kan vi næppe give en præcis definition af, men begge dele kan have sine forcer.
For det afhænger helt af omstændigheder og smag. Men typisk vil vi gerne have en lidt lettere rødvin om sommeren, fordi den fornemmes mindre tung, fordi den kan klare at blive serveret ved lidt lavere temperatur, og fordi den klæder de madretter, den skal ledsage, lidt bedre. De sprøde og friske fornemmelser på tallerkenen er noget af det, der altid kan gøre sommeren en anelse mere hyggelig, og når de friske grøntsager knaser uimodståeligt, når de sættes sammen med lette kød-anretninger eller helt fint nuanceret tilbehør, så nytter det ikke at servere en tung rødvin, der overdøver alle smagsindtrykkene.
Derfor kan det være en god idé at tage som pejlemærke, at jo nordligere område vinen kommer fra, jo mindre sol har druerne fået inden høsten, og jo mindre kraftfuldt vil de derfor optræde. Fransk Pinot Noir fra Alsace eller Bourgogne er gode bud – eller for den sags skyld en tysk Spätburgunder, der reelt er det samme som Pinot Noir. Norditalien kan også præstere flotte, lette rødvine, ligesom USA’s nordlige vinområde Oregon er fremragende på dette punkt. New Zealand er også blevet en magtfaktor indenfor kølige røde Pinot Noir-vine og kan også blive en absolut favorit i sommerglasset.
Men ingen regel uden undtagelse, for hvis sommeren frister til grill-mad, så skal du passe godt på. Nu om stunder kan grillmad naturligvis være langt mere specificeret og afstemt end vi var vant til tidligere, og de nye grillmetoder betyder, at du som udgangspunkt blot skal tage samme hensyn, som du ville gøre, hvis du tilberedte maden indendørs i køkkenet. Men skal grill-aftenen være klassisk med flere typer af kød, der ledsages af ketchup, sennep og ristede løg, så skal du have en vin, der kan hamle op med det. Den bør derfor have en vis power, hvis den ikke skal drukne fuldstændig på et bord med masser af Bähncke.
FEM RØDE ANBEFALINGER TIL SOMMEREN:
Jülg Spätburgunder Trocken 2016
Tysk Spätburgunder er utvivlsomt på højeste niveau ever – og de kommende årgange vil nok kun trække dem videre i samme retning, efterhånden som klimaet ændrer sig. Denne er fra Pfalz og har en lækker lethed og alligevel en skøn dybde, der gør den perfekt til de lange sommeraftener.
Set til kr. 179,- hos Mr. Ruby (★★★★★☆)
Bread & Butter Pinot Noir 2017
Den sødmefulde frugtige californiske udgave af Pinot Noir. Man tager ikke fejl – lidt meget vanille – ikke så meget friskhed. Enormt nem at drikke og med en lethed sammen med den store smag. Bestemt ikke tosset, men ikke slaraffenland og nuanceudforskning.
Set til kr. 99,- hos Gallovini (★★★★★☆)
Arione Barbaresco 2016
Ret lækker frisk og krydret Barbaresco fra Piemonte. Den har en blød charme, der er super intens og skøn, men alligevel med en lang eftersmag med frugter og krydderier fra Nebbiolo-druerne.
Set til kr. 99,75 hos Skjold Burne (★★★★★☆)
Vigneti del Salento Leggenda Vigne Vecchie Gold Series Limited Release 2016
Meget mørk og tæt i glasset, som vi kender Primitivoer fra Puglia i Syditalien. Stor i smagen – masser af urter, noget tobak og en hel røvfuld solskin. Masser af sødme og dybe røde bær giver den fylde, der kendetegner denne type vin – og her er det i en meget velfungerende udgave.
Set til kr. 169,- hos Gallovini (★★★★★☆)
Caldora Yume Tre Autoctoni
Skabt på tre oprindelige druesorter fra hvert deres område i Italien giver denne vin en oplevelse af en masse mørke og tætte nuancer, der er i fin balance. Det er kraftigt, men stadig med plads til at skille nuancerne fra hinanden. Der er sødme, krydderier – og en eller anden anderledes lethed end man normalt oplever fra disse storladne vine.
Set til 169,- hos Gallovini (★★★★★☆)
Øvrige vine i denne uge:
Le Forconate Tícche Toscana
Fint blend af Merlot og Sangiovese med gode sager fra begge druer. Den bløde krop fra Merlot-druen og den lidt kantede Sangiovese-stil i siden. Flot længde i smagen giver en ganske fin toscaner.
Set til kr. 129,- hos Gallovini (★★★★☆☆)
Replica Zinfandel Old Vines 2017
Om der står Zinfandel eller Primitivo på flasken fra Puglia – det er stadig blødt og storladent. Her fint kombineret med en vis friskhed, der rammer bredt. Sødmefulde og smigrende sommerbær til fin pris.
Set til kr. 59,- hos Gallovini (★★★★☆☆)
Fantini Primo 2018
Blød og klassisk syditaliensk med noter af lakrids i enden. Ikke så sød og tung, som de kan være, men den har den velkendte store og markante smag, der også er solskinssød og rar.
Set til kr. 59,- hos Gallovini (★★★★☆☆)
Tagaro U’Cucci Susumaniello 2015
Druesorten Susumaniello rammer sjældent ret godt i min smag. Men den meget mørke og fyldige stil er ikke helt sødmepræget i denne variant, selvom der stadig er masser af mørk marmelade i enden.
Set til kr. 99,- hos Gallovini (★★★★☆☆)
Le Forconate Rásole Toscana 2016
En toscaner, der har den klassiske lidt stramme stil, men ikke desto mindre også en god frugt og blødhed, som gør den mere interessant, end jer ellers finder flertallet af de lidt strikse toscanere.
Set til kr. 199,- hos Gallovini (★★★★☆☆)
Fabiano Negraro Rosso Veronese 2018
Veneto-vine plejer at være bløde og imødekommende. Her er der i stedet en lidt speciel og skinger tone, der binder parfumerede noter og sødlige frugter sammen. Det gør den lidt mere speciel, end jeg bryder mig om.
Set til 79,75 hos Skjold Burne (★★★☆☆☆)
Four 2016
Californisk blend med den ærketypiske amerikanske blødhed med sødme og vanille. Det er en rigtig feel-good-pleaser, der klarer sig hæderligt til prisen, men som nok vil være lidt for sød for nogle.
Set til kr. 69,- hos Gallovini (★★★☆☆☆)
Gigino Toscana Barbanera 80 Annicersario 2018
Jeg mangler noget balance i denne Barbanera fra Toscana. Den er meget mørk og relativt voldsom i sine krydderier. Farven er næsten sort, og det er som om, at de enkelte nuancer drukner i de mange tunge elementer.
Set til 129,- hos Gallovini (★★★☆☆☆)