Charmerende hvidvine til Skt. Hans

Skt. Hans ligner en halvkølig fornøjelse med temperaturer et stykke under de 20 grader. Når aftenen skal nydes, og der skal lidt vin i glasset, kan du dog stadig fornøje dig med charmerende hvide vine. Og de behøver ikke være køleskabskolde i kulden, for ofte serverer vi danskere hvidvin for koldt (og rødvin for varmt).

 

Hvis du giver dig i kast med hvidvine med et nogenlunde format, vil du nemlig (med enkelte undtagelser) skrue ned for nuancerne, jo koldere du serverer vinen. Oftest er min favorittemperatur til et godt glas hvidvin lige omkring – eller lidt over – 10 grader. Husk selvfølgelig, at vinen skal være lidt køligere, når den skænkes, for så snart den kommer i glas, stiger temperaturen hurtigt.

 

Når du skal finde den hvidvin, der passer dig bedst, har du heldigvis masser at vælge imellem. For hvidvin dyrkes over hele verden og kan ligeså godt være sødmefulde oplevelser, som de kan være knastørre og friske. I den helt firkantede verden kan du regne med, at jo varmere et område, du vælger hvidvin fra, jo mere sødme har druerne. For solens påvirkning er med til at skabe øget sukkerindhold i druerne, og derfor er høsttidspunktet også en faktor. Høstes der tidligt, har druerne selv sagt haft færre timer i solen, end hvis de får lov at blive på vinstokken til de er fuldmodne eller måske endda overmodne.

 

Men det er kun en firkantet betragtning, for der sker så meget fra druerne høstes til de er drikkeklar på flaske. Sukkerindholdet i en hvidvin er nemlig det, der i gæringen omdannes til alkohol. Og denne proces kan vinmageren vælge at afkorte, hvis han gerne vil have mere sødme i det endelige resultat, der i så fald ofte vil være sødt og fattigt på alkohol. Lader vinmageren druerne gære længe, vil alkoholprocenten som udgangspunkt stige, mens sødmeniveauet vil falde.

 

Herefter skal vinmageren beslutte, om vinen skal lagre på fad, ståltanke eller andet – samt hvor længe dette skal vare. Det har også en kæmpe betydning for den endelige vinoplevelse, for de fadlagrede vil oftest tage en mere rustik karakter, mens dem der lagrer på ståltanke oftest vil bevare en masse friskhed og umiddelbar frugt.

 

Et par af de mest almindelige druesorter til hvidvin er:

  • Chardonnay – som udgangspunkt en meget diskret drue, der er god til at tage smag efter, hvor den gror, og hvordan vinmageren behandler den. Blandt andet kendt som ‘hvid Bourgogne’.
  • Sauvignon Blanc – hører i Frankrig primært hjemme i Loire men produceres også i stor stil i New Zealand, hvor vinene gerne optræder med mange nuancer af hyld, lyse tropefrugter og en udpræget citrus-syre.
  • Riesling – bedst kendt fra de mange tyske områder, hvor den har optimale betingelser. Kan optræde i alle tænkelige sødmegrader, og den er da også udbredt i mange andre dele af vinens verden. Eksempelvis Alsace og Oregon.

 

Vi har smagt en række hvidvine, hvoraf de bedste over og under 100 kroner er listet op herunder:

 

5 favoritter under 100,-

 

Eser Lenchen Spätlese 2015
Spätlese med de klassiske sødmefulde træk, der giver en blød og cremet stil. Den bevarer en flot friskhed og lethed trods den sødmefulde stil, og det gør den til noget ganske unikt.
Set til 99,75 hos Skjold Burne (6*)

 

 

Pfaffl Wien 1
Blend af Riesling, Grüner Veltliner og Pinot Blanc. En flot sammensætning af frugt og friskhed fra fremragende østrigsk producent i Weinviertel.
Set til 99,75 hos Skjold Burne. (5*)

 

 

Franzen Quarzit Schiefer 2018
Velgjort og klassisk tysk Riesling fra Mosel. Favoritproducenten Franzen leverer en blød og enormt saftig hvidvin i en behagelig og charmerende stil, der efterlader et let syrligt præg i eftersmagen.
Set til 99,- hos Mr. Ruby. (5*)

 

 

White Cliff 2018
Insisterende friskhed sammen med masser af friske og bløde sydhavsfrugter. En New Zealandsk Sauvignon Blanc fra Marlborough Valley, der præsterer på højeste klinge i denne prisklasse.
Set til 69,95 hos Supervin (5*)

 

 

Corte Canella La Vero 2017
Super lækkert italiensk hvidvins-blend, der har potentialet til at blive en best-friend i de varme sommermåneder. En god balance mellem syre og frugt og fortræffelig til prisen under 100 kroner.
Set til 99,- hos Andrup Vin. (5*)

 

 

 

5 favoritter over 100,-

 

Bouchié-Chatellier Pouilly Fumé Les Adelins 2018
Hvis du drømmer om en ren og skarp Sancerre, så kan du med lethed ‘nøjes’ med en Sauvignon Blanc fra nabo-egnen Pouilly-Fumé. Især hvis det er af denne kvalitet – for her har vi en sublim lækkerbidsken med elegance, lethed og alligevel masser af velsmag. Den smager uforskammet godt.
Set til 129,- hos Kjær Sommerfeldt (6*)

 

 

Quibia 2015
Folkene bag det fortjente rødvins-hit AN2 fra Mallorca har her omgjort den blå Callet-drue til en forrygende hvidvin. Der er forrygende friskhed, god fylde – og mulighed for at servere den iskold, uden at det koster på den høje smags-kvalitet.
Set til 139,95 hos Theis Vine (6*)

 

 

Franzen Neefer Frauenberg 2017
Top-Riesling til mange hvidvins-penge. Koster det samme som 6 glas af husets vin på et mellemklasse spisested i provinsen. Brug pengene her i stedet, for det er en topklasse-oplevelse fra Mosel med så meget elegance, finesse og detalje-rigdom, at man bliver helt svimmel.
Set til 329,- hos Mr. Ruby (6*)

 

 

Josef Rosch J.R. Junior 2017
I kategorien lige under de langtidsholdbare og dyrebare Riesling-vine fra Mosel finder vi denne flotte og helstøbte oplevelse. Mere friskt bid end Josef Rosch’s øvrige vine og en enormt flot Riesling til prisen.
Set til 125,- hos Jysk Vin (5*)

 

 

Herdade do Rocim Amphora 2017
Portugisisk hvidvin er næppe den traditionelle vinkøbers førstevalg. Men lad endelig dette blend af de lokale druer Antao Vaz, Perrum, Rabo de Ovelha og Manteúdo ændre på det. For det er en rasende flot hvidvin med sprælsk syre og masser af frugtlag. Eminent og storartet overraskelse.
Set til 179,95 hos AMKA (5*)

 

 

Øvrige vine:

 

Künstler Riesling Trocken Rheingau 2017
Fyldig næse i denne Riesling, der bevarer friskheden og holder et godt niveau til prisen.
Set til 99,- hos Gallovini (4*)

 

Erbavoglio Colline Novareni Bianco Torraccia del Piantavigna
Meget lyst og friskt italiensk blend med en Riesling-agtig fornemmelse.
Set til 79,- hos Gallovini (4*)

 

Origens 2018
Portugisisk blend af Antao Vaz, Arinto og Roupeiro-druer. Frisk og let og med en pæn balance mellem syre og sødme.
Set til 65,- hos AMKA (4*)

 

Mure Riesling Calcaires Jaunes 2016
Den velkente og lidt parfumerede petroleums-agtige Riesling-stil fra Alsace i Frankrig.
Set til 119,75 hos Skjold Burne (4*)

 

Lentz Alsace Pinot Gris 2016
Relativt dyb kulør med en blød fylde og en del urter mod slutningen af smagen.
Set til 99,75 hos Skjold Burne (4*)

 

Bread and Butter Chardonnay 2017
Sprød og nuanceret duft, men med en lidt for voldsom vanilla i smagen. Klassisk men lidt overgjort amerikaner.
Set til 99,- hos Gallovini (3*)