Flot chilener med dansk islæt

Elqui Wines Pinot Noir 2015

Rødvin ; Pinot Noir
Chile ; Elqui Valley
★★★★★☆
Kr. 139,95
Theis Vine

Jeg har skrevet det før, og nu gør jeg det igen. Det der med forventninger, det er nogle gange noget, et bæst har skabt. Jeg husker Elqui Wines’ Pinot Noir-vin som en fantastisk og forrygende oplevelse, og 2015-årgangen gør mig derfor edderspændt i forventningssansen. Lad det være sagt med det samme – de skyhøje forventninger bliver ikke helt indfriet – men det er tæt på. Nogle gange var første indtryk af en vin, man ikke havde smagt før, præget af overraskelse, forbløffelse og en lille skepsis, der blev totalt nedbrudt. Og det overraskelsesmoment findes naturligvis ikke anden gang, hvor forventningerne er i top. Men det ændrer ikke på, at delvist dansk-ejede Elqui Wines fortsat byder på en fortryllende Pinot Noir med den klassiske lugt af kostald og den store og brede frugtfornemmelse med klare animalske islæt. Den rammer balancen mellem det lette Pinot Noir-udtryk og det mere fyldige sydamerikanske, og det gør den til en virkelig lækker oplevelse.