Rar Ribera men en anelse ude af balance

Lopez Cristobal 2014

Rødvin ; Tempranillo/Merlot
Ribera del Duero ; Spanien
★★★★☆☆
Kr. 139,95
Supervin

Der er tegninger til noget rigtig stort i begyndelsen af denne blanding af Tempranillo og Merlot-druer fra Ribera del Duero. Men det går lidt bananas tilsidst, hvor balancen sættes unødigt på spil. Fra oppropningen er det ellers en vin, der præsenterer sig med en blød og flot duft af modenhed og solskin, og sådan begynder smagen også. Men der, hvor de bedste Ribera del Duero-vine får en snert af krydderi, syre og spidse fornemmelser, der er integreret i hinanden, der er det som om, at disse elementer stritter en anelse for meget i denne vin. Jeg får lidt det indtryk, at det er blevet en lidt for skrap Tempranillo, der er forsøgt blødgjort med Merlot, men hvor det kun er lykkedes i dele af smagen. Bevares, jeg ville ikke brokke mig til min tante, hvis hun serverede denne – for det er en rar vin – men til prisen kunne jeg godt finde et bedre bud.