Telegramme er atter julens hit

Telegramme 2016

Blend ; Rødvin
Rhone ; Frankrig
★★★★★★
Kr. 249,95
Theis Vine

Chateauneuf-du-Pape er en klassiker i julesammenhæng, fordi det er en af de få vintyper, der har kompleksiteten og alligevel blødheden til at matche julemiddagens mange smagsvariationer. Telegramme har de seneste år været en af de varmeste anbefalinger herfra, og det gælder så sandelig igen i denne nye årgang. Den er blød, den er tyk, den er spraglet og den er retlinet. Den har power, men den har også tilgængeligheden til at være en vin, der fungerer hele aftenen. Den er primært baseret på Grenache men har også en smule Syrah, Mourvedre og Cinsault i sig, og samlet set giver det en vin, der har en charmerende lethed på overfladen, men alligevel en krydret bund, der matcher julens varme, sødme og fedme.