Fin hvidvin til fair budgetpris

Casa Nogal White BiB

Hvidvin ; Chardonnay/Moscatel/Macabeo
Spanien ; Navarra
★★★★☆☆
Kr. 144,95 (3 ltr – svarende til 36,25 pr. flaske)
Meny/Spar

Den spanske Navarra-provins ligger i den nordligste del af landet – for foden af Pyrenæerne. Her skabes efterhånden mere og mere interessante vine, og selvom denne Bag In Box-vin ikke er en stor oplevelse som sådan, så er det en vin, der holder et flot niveau til prisen. Vi har at gøre med et blend af Chardonnay, Moscatel og Macabeo, og der er en god frugtfylde i den, uden at det går udover den friskhed, de fleste nok forventer, når de køber hvidvin i denne prisklasse. Blendet fungerer ganske godt i forhold til at have en klassisk spansk stil og alligevel en bred appel, og selvom der ikke er de store nuancer og den store kompleksitet, så er det en glimrende hvidvin, der rammer bredt og buffet-venligt, og som kan gøre sig glimrende til de større forsamlinger, når budgettet samtidig skal holdes på et mere end fornuftigt niveau.