Balancerede østrigske lækkerier

To 2015 Velich

Hvidvin ; Welschriesling/Chardonnay/Sauvignon Blanc
Burgenland ; Østrig
★★★★★☆
Kr. 149,95
Theis Vine

Når vi taler østrigsk hvidvin er det lynhurtigt Grüner Veltliner-druen, der stjæler rampelyset. Men selvfølgelig kan de også andet i Alpe-højderne, og her har vi et blend af Welschriesling, Chardonnay og Sauvignon Blanc. Det giver en vin, der står meget lyst i glasset, og som allerede fra duften optræder med en fornem dyb og nuanceret tilstedeværelse i glasset. Fornemmelsen af vinen er meget blød og fløjls-agtig i munden, hvor det næsten er en cremet og ultrabehagelig oplevelse, der omkrandser smagen. Her finder vi en let parfumeret stil med blomster og en fremragende balance og lækkerhed, hvor der også bliver plads til syre, friskhed og en god diskret men lang eftersmag, der niver og kæler om smagsløgene på samme tid.