Det er næsten alle vinhandlere med en vis respekt for sig selv, deres kunder, deres leverandører og deres økonomi, der er sprunget med på den store julekalender-trend. En gang var det små julemænds-figurer i kunstige vekao-formater, der gemte sig bag lågerne, men som årene går – både på kalenderen og på dåbsattestens alder – er der kommet nye og interessanter overraskelser i pap-emballagerne.
Min første julekalender som voksen og (u)anstændig jule-hipster – hvis vi ser bort fra de ulidelige skrabekalendre, hvor man altid mangler en enkelt af dem, der er rigtig sjove – var en rom-julekalender, som fruen havde investeret i til mig. En fremragende rundtur i rommens verden, for en dengang nysgerrig men ikke særligt velbevandret rom-mand. Siden er det blevet til flere rom-julekalendre, en whisky-, en cognac- og en spiritus-kalender, og nu er vi nået til tiden, hvor årets selv-forkælelse skal besluttes.
Og inden vi går til erfaringerne fra tidligere år, så skal vi selvfølgelig også huske på, at disse julekalendre er en fortrinlig måde for de enkelte forhandlere at få kunderne til at smage på en masse forskellige af de varer, de har på hylderne. På en måde, hvor de stadig tjener penge på det, og på en måde, der sagtens kan skabe et nyt salg af kundens favoritter på et senere tidspunkt.
Jeg må indrømme, at jeg er mest til de julekalendre, hvor de små spiritus-flasker rent faktisk er i flasker. Nogle kalendre byder på 2 cl.’s flasker, mens andre indeholder plastic-rør med spiritus, og det giver mig ærligt talt nogle rigtig dårlige minder fra fysik- og kemi-timerne på Frederiksberg Skole ved Sorø.
Næh, spiritus skal hældes fra glas, også selvom det i sidste ende er indholdet, det kommer an på. Indholdsmæssigt har jeg ikke fundet de store niveau-forskelle på de forskellige julekalender-varianter – der er altid overraskelser, og der er de dage, hvor man måske ikke føler sig specielt begejstret, men til gengæld kan vælge den positive indgang og sige, at man har lært noget og har fået udvidet sin horisont.
Sidste år var jeg glad for 24 Spirits, der indeholdt flere forskellige typer af spiritus. Både rom, gin, whisky, cognac, pastis, armagnac og grappa. Det gav et bredt og broget udsnit af, hvad der egentlig findes i den store verden af spiritus. Men omvendt er det selvfølgelig også en variant, hvor der er længere mellem snapsene – hvis man må bruge det udtryk i denne sammenhæng.
Nå, og hvad skal vi så i år? Jeg er vild med rom, og en rom-julekalender vil derfor være blandt kandidaterne. Men hvad med en gin-julekalender? Eller en portvins-kalender? Der er mange muligheder, og uanset hvad, så har jeg hver gang jeg har haft sådan en bandit stående på barskabet, fået øget min viden og mine indtryk af de forskellige spiritus-typer.
Søg lidt på nettet, og du vil finde ud af, at du vil kunne finde lige præcis den kalender, der tiltaler dig. Og er det for uoverskueligt med en 24-lågers kalender, så er der selvfølgelig også adventskalendre, hvor flaskerne er lidt større, og hvor indholdet kan bestå af såvel portvin som champagne eller andre lækkerier.
Her er et par bud på, hvad der kunne overvejes inden julen indhenter os:
WHISKY
Julekalender : Mac Y’s Whiskykalender – 24 x 2 cl. Whisky – 599,- – Vildmedvin
ROM
Julekalender : 24 Days of Rum – 24 x 2 cl. Rom i små glasflasker – 523,- ; Supervin
COGNAC
Julekalender : Cognac julekalender – 24 x 2 cl. Cognac i plasticrør – 649,- ; Supervin
GIN
Julekalender: 24 Amazing Gin – 24 x 2 cl. Gin – 548,- – Klubvin.dk
PORTVIN
Julekalender: 24 x 5 cl. Portvin fra 8 forskellige portvinshuse – 599,- ; Uhrskov Vin
Adventskalender: 4 x 20 cl. Grahams portvin som adventskalender – 595,- ; Vinspecialisten
CHAMPAGNE
Adventskalender – 4 x 75 cl. Champagne – fra 1.200,- til 1.800,- – Vintagechampagne.dk
ANDET ELLER BLANDET
Julekalender: Smagen af Vendsyssel – 24 x 2 cl. Bjesk i små glasflasker – 599,- ; Supervin