Pragtfuld Puglia med spændende modspil

Leonida Nero di Troia

Rødvin ; Nero di Troia
Puglia ; Italien
★★★★★☆
Kr. 59,95
Megavin

Hvis du er til name-dropping og kan lide at have lidt stjerneglans over fortællingen om den vin, der skal forkæle dine smagsløg med, så hører det med til historien om denne vin, at den verdensberømte danske vinmager Peter Vinding-Diers har været med til at skabe den. Og når vi så har kippet med det rød-hvide flag og anerkendt Vinding-Diers’ store bedrifter, så handler det i bund og grund om, om det smager godt eller ej. Og det gør det. En lækker flaske vin fra det sydlige Italien, og vi finder de klassiske bløde og frugtrige noter, som har en god sødme og fylde, som vi kender det fra Puglia. Men der er også lidt ekstra twist i glasset, hvor duften byder på en fin friskhed med lidt mynte og lakrids, mens den fyldige smag har masser at byde på, men i en balanceret udgave, hvor Puglia-tendensen til en lidt tung smag, slet ikke bliver et problem. Det er en fin vin – og til prisen endda lidt mere end det. Og jeg er superglad for det modspil, der findes, til den ellers fyldige og ukomplicerede krop.