Blød og topcharmerende californisk Noir

American Bastard Pinot Noir 2016

Rødvin ; Pinot Noir
Californien ; USA
★★★★★★
Kr. 99,-
Gallovini

Hvad denne vin ikke kan score på snobbe-faktoren kan den score på charme og lækkeri. Denne American Bastard fra Californien er en væsentligt anderledes oplevelse end tidligere årgange, og det skal kun forstås positivt. For mens 2014-årgangen var en ikke helt sammenhængende blanding af Pinot Noir fra Californien og fra Oregon, så er det nu en ren californier, og det giver straks et anderledes smooth og helstøbt indtryk. Duften er blid og smigrende, og smagen er så nem at gå til, at det næsten er uforskammet. Det er sommerbær af den sommerlige og lette men modne slags, og det er en helt igennem lækkerbisken af en rødvin til dig, der gerne vil have fine nuancer uden at det bliver kompliceret. Måske er det californisk Pinot Noir ikke det fineste i genren, men er du til blødhed, blidhed og hundrede procent ukompliceret velsmag, så er det her et fund til prisen.