I virkeligheden er det bare godt gammeldags købmandsskab. At finde nogle gode varer, som andre ikke har på hylderne og at få dem solgt til en god pris, hvor kunden får høj værdi for pengene. Men hos Propperiet er der ingen disk – og intet kasseapparat med byttepenge og bippende knapper. For det meste foregår på nettet.
– Det er især internetdelen, der gør det for os nu. Der er mange af de større forhandlere, der har svært ved at finde derind, fordi de skal tage hensyn til deres kæde af butikker, mens vi kan handle mere frit. Det var der, vi fandt vores plads, og selvom de andre også har opdaget det, så har de måske sværere ved at manøvrere i det, fortæller Jacob Ruby fra Propperiet.
Vinfirmaet holder til i Brædstrup ved Horsens. Historien går 15 år tilbage, og Propperiet blev i virkeligheden skabt på en blanding af en god idé, en rimelig fornemmelse, den rette timing – og et lille skvæt vrede.
– Jeg vil sige, at min kollega Claus og jeg skabte det lidt i arrigskab. Vi var begge ansat hos et stort vinfirma, og jeg var til en lønsamtale hvor jeg ikke blev tilbudt det, jeg synes jeg var værd. Claus havde flere gange spurgt, om jeg ikke syntes, at vi skulle prøve noget selv, og pludselig gav det mening. Der var mange, der sagde, at vi måtte være født for sent, for alt tegnede til, at de store vinforhandlere ville løbe med det hele. Men vi har fundet vores plads, og der er altid plads til fornyelse i en branche, fortæller Jacob Ruby.
– Det har taget nogle år for os, for vi startede som lyn og torden men blev bremset af finanskrisen, hvorefter vi måtte bygge platformen lidt om. Det er lykkedes, så vi er gået fra at være rent restaurant-mindet til at vi nu også sælger en del via nettet. Det har været en spændende fase, og det er lækkert at være nået dertil, hvor det begynder at give resultater. Fra at tro, at vi kunne gå på månen i de første fem år, har vi været helt i kælderen, og nu er vi oppe igen, hvor vi kan sige, at det går godt.
For Jacob Ruby er der ikke det store savn til tiden, hvor der ansigt til ansigt blev handlet vin med kunden. Ikke at han ikke bryder sig om sine kunder, men han og kollegaen Claus har sat en ære i at gøre vinhandel nem at gå til – på kundens præmisser. For den tid, hvor kunden kommer ind i butikken, er ved at rinde ud. Nu er det butikken, der må være hjemme i stuen hos kunden i stedet.
– Jeg tror aldrig jeg har været vinhandleren, der sidder og underholder med min viden om vin når jeg er sammen med venner. Jeg har ikke brug for at sidde og prale med min viden. Jeg har selv stået i vinhandel og synes det er svært at vurdere, hvor meget folk gider høre eller ikke høre, og derfor kan den situation være lidt akavet for mig. På nettet kan folk selv søge den viden de vil have, lidt eller meget.Så der skal vi ramme rigtigt, så det bliver en god oplevelse. Jeg kan da godt selv savne indkøbsoplevelsen, og jeg blev for nylig mindet om det på en ferie i Italien, hvor det er fantastisk at opleve en tjener i en restaurant, der bare har styr på, hvordan tingene hænger sammen, og som deler ud af sin viden. Sådan kan det også være i butikkerne, men tiden er en anden, og en del kunder er et andet sted, fortæller han.
At være en internetbaseret virksomhed giver dog nogle udfordringer. For det er svært at lokke kunden til at smage noget, man ikke kender i forvejen. Og med de gængse web-tilbud på hele kasser med 6 eller 12 flasker, kan det blive en lidt for risikobetonet handel at købe en vin, man ikke kender. Derfor har Propperiet valgt, at de fleste vine har rabat allerede ved tre flasker.
– Vi ved godt, at vi ikke er landskendte, så sniger man sig ind på vores hjemmeside og føler sig fristet, så skal man kunne overskue at prøve lidt forskelligt. Vi tror selv på, at vores vine nok skal overtale folk, når de først smager, så vi tror på, at det ikke skal være for besværligt, for når først kunderne har handlet med os, så skal de nok blive hængende. Og jeg synes egentlig ikke, at det er et problem for os at sælge vinene uden at det er i hele kasser, for i de fleste tilfælde pakker vi alligevel tingene om, siger Jacob Ruby.
Når man gennemkigger sortimentet hos Propperiet er det i første omgang overraskende, at langt de fleste vine primæssigt er i mellemklassen. Der er langt til de rigtig dyre vine, og selvom der findes vine til meget fornuftige priser, så er der også langt mellem de deciderede lavpris-vine. Og her kommer købmandsskabet på en af de større prøvelser.
– Vi har ikke vinen, der koster spidsen af jetjager. Jeg kan høre på nogle kunder, at de bemærker, at vi har vin, der hverken er rigtig billig eller rigtig dyr. Det hænger sammen med, at vi gerne vil give kunderne det gode køb. Jeg har flere, der gerne vil købe rigtig dyr vin, hvor jeg må sige til dem, at de skal prøve noget andet, der er ligeså godt, men til en billigere pris, fortæller Jacob Ruby og tilføjer:
– Der findes kunder, der gerne vil imponere deres gæster, inden de har smagt vinen. For mig er det vigtigere, at de bliver imponeret, når de har smagt vinen. Det bliver lidt noget snobberi, når man kun køber på omtale. Hvis folk vil have Flor de Pingus, og jeg kan give dem samme kvalitet til en tredjedel af prisen, men de vælger det fra, så er der sket noget undervejs, som kun kan handle om den omtale, der gives til enkelte vine. Det er dygtigt købmandsskab, og jeg ville da ønske, at vi havde flere produkter, hvor vi kunne melde udsolgt, og derefter hæve prisen året efter. Men der er ikke så mange, der kender vores produkter, for det er noget, vi har været ude at finde, fordi vi synes, at det er skidegodt. Det er morgendagens stjerner, og så må vi se, hvad der sker, når de bliver stjerner for alvor
Særligt i Tyskland har Propperiet spottet nogle lysende stjerner. Og udviklingen i Tyskland går enormt hurtigt og er med til at gøre tysk vin til noget af det, der kan blive endnu større i fremtiden.
– For 25 år siden var jeg i Tyskland og arbejde på vingårde, og det var en tid, hvor producenterne så skævt til naboens vingård, og hvor de syntes, at de var meget bedre selv. I dag er det noget andet, for der anbefaler de hinanden, de har en anden stolthed, og de lader sig inspirere af hinanden. Det hænger sammen med, at de unge mennesker begynder at tage over, og de er veluddannede og dygtige, og de overtager ikke bare og kører tingene videre, som de hele tiden har været. Uvidenhed er tit det, der gør, at man bliver lidt tilbageholdende og taler dårligt om folk, man ikke kender. Kender man hinanden, så er det sværere at tale dårligt om hinanden, og der betyder de moderne kommunikationsformer meget, siger Jacob Ruby.
Når tysk vin har en stor plads hos Propperiet har det også nogle ideologiske grunde. For selvom Propperiet også er stolte over deres producenter i Australien og andre egne af verden, så er der noget fornuftsbetonet ved at købe vin, der er produceret så tæt på Danmark som muligt.
– Vi har nogle rigtig spændende vine fra Australien, men vi går også op i, at de 35% af vores omsætning, der stammer fra tyske vine, er med til, at vi får skåret ned på vores CO2, og derfor opfordrer jeg gerne til, at man vælger tysk vin. Jeg har mange venner, jeg diskuterer det med, der mener, at man ikke når nogen vegne med øko-holdningen, men det mener jeg, at vi gør. Jeg tror på, at vi som land kan nå langt, og at vi skal tage en sommer som denne alvorligt. Der sker nogle ting, som vi også kan se i vinområderne, for det bliver bare varmere og varmere, og vi er nødt til at gøre noget nu. Det er glædeligt at vi har nogle fantastiske år for vinproduktion i Danmark og Tyskland, men vi er også nødt til at tage årsagen alvorlig, siger Jacob Ruby og slutter med en opfordring til, at man ikke blot kigger på klodens sundhed, men også på sin egen, når man vælger vin.
– Der var engang en, der sagde til mig: ”Det værste ved vinbranchen er, at når man endelig får en god kunde, så dør han af druk.” Så det handler om, at alt skal ske med måde, og det appellerer vi også til. Og så har vi alle sammen et globalt ansvar, hvor vi gerne vil være med til at vise vejen, slutter han.