Australien har længe været landet, jeg forbandt med store fløjlsbløde Shiraz-vine. Og det findes stadig, selvom der nu om stunder er enormt mange andre vintyper at finde i det store land. Det giver en stor uforudsigelighed i australske vine, når du som forbruger står og nærlæser etiketten. Det er på de fleste måder et sundt og godt tegn, men der mangler også lidt, for at gennemsnitsniveauet er helt oppe, hvor det kan komme.
– De eksperimenterer rigtig meget i Australien, og det har de gjort i mange år. Men de er blevet bedre til at fortælle om det, og der er kommet større interesse for det i det nordlige Europa. Problemet er kvaliteten, for der er mange, der eksperimenterer for sjovs skyld frem for at have det formål at lave rigtig god vin, fortæller Claus Nielsen fra Holte Vinlager.
Hos Propperiet er der også et stort fokus på udviklingen i Australien, hvor der bliver prøvet grænser af og udfordret gamle traditioner.
– Ja, hvis de nogensinde har haft nogen traditioner. De har kæmpet lidt for at få nogle traditioner i de enkelte områder, og ja, der er nok ved at ske et opbrud. Det er en søgen hos vinmagerne efter noget, de kan gøre anderledes, fordi de føler sig låst i det klima, de er i, siger Jacob Ruby fra Propperiet og fortsætter:
– De prøver at finde lidt køligere og lidt sjovere steder at dyrke deres vin, for der er formentlig ikke noget sted, hvor det er nemmere at lave vin, end i Australien. Men hvis man er en dygtig vinmager, så vil man bare gerne lidt mere, og det tror jeg, at mange unge australiere søger efter, fortsætter Jacob Ruby.
Selvom det giver sig selv, at alle eksperimenter ikke nødvendigvis falder godt ud, så er udviklingen sund og vigtig, vurderer Claus Nielsen.
– Der skal være noget udvikling, og det ser vi også i Californien og i Sydafrika, hvor der bliver prøvet en masse ting af. Oprindeligt var det også sådan, at man fandt frem til de bedste vine i Frankrig – det er bare meget længe siden. I Frankrig er der også producenter, der for eksempel ikke vil skrive Ventoux på deres vine, fordi de har forsøgt sig frem med nogle nye druer. Der skal prøves noget nyt, og det er fedt, at der er nogle, der går forrest i den retning også, slutter han.