Rioja i den charmerende afdeling

Sarmiento 2008

Rødvin ; Tempranillo
Rioja ; Spanien
★★★★★☆
Kr. 175,-
D’wine

Rioja er en af klassikerne i spansk vin. Området i det nordlige Spanien omkring byen Logrono har været berømmet i en uendelighed, og producenten Tierra Antigua har et rigtig godt ry. Med denne Tempranillo-vin viser Tierra Antigua, at det ikke bare er de gode gamle støvede og rustikke Rioja’er, der kan leveres i højt niveau, for Sarmiento er en superlækker rødvin med et mere moderne touch. Den er slet ikke så markant i sin støvede stil, som mange Riojaer ellers kan være, og i stedet er det en sjældent blød oplevelse med en vidunderlig rund stil. Det er selvfølgelig stadig krydret, men i en mere tilgængelig stil, som jeg er rigtig glad for.