Skærsøgaard Dons Cuvee Brut 2015
Bobler ; Solaris/Orion
Dons ; Danmark
★★★★★★
Kr. 400,-
Dansk-vin.dk
Du godeste hvor er det ufatteligt, at vi i Danmark kan tillade os at prale med en mousserende vin som denne. Vinmager Sven Moesgaard har på Skærsøgaard Vin i Dons-området skabt et sandt mesterværk af en boblevin med denne Dons Cuvee Brut, der er blevet til på Solaris- og Orion-druer fra markerne omkring Skær Sø. Det er en vin, der trækker sig frem med en flot og charmerende duft, og smagsmæssigt skal du være en rigtig kender, for at du kan skelne denne fra de fineste franske bobler. Der er masser af livlig aktivitet i de små perlende bobler, der stikker op fra bunden af glasset til spejlet på vinen, og smagen er fyldig og lækker med klassiske ristede toner, der samtidig har en fortrinlig og afbalanceret syre. Skulle jeg vælge mellem en Champagne til en lidt højere pris – og så denne Dons Cuvee Brut, så ville jeg – uagtet oprindelse og historie for vinen – vælge denne. Det er et ustyrligt højt niveau, som man ikke skulle tro var muligt at nå herhjemme.